Gå til hoved-indhold
07. december 2025 - kl. 00.12

Kultur- og Fritidsudvalget uddeler julegaver for 178.200 kroner

  • 1 af 1
    Padel 99 får støtte til gennemførelse af 200 timers padel for 7.-9. klasser i Frederikshavn Kommunes folkeskoler i 2026.
Af: Michael Frederiksen

På årets sidste møde uddelte Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune julegaver for 178.200 kroner. Pengene kommer fra den såkaldte Partnerskabspulje.

Partnerskabspuljen har til formål at understøtte nye fællesskaber på kultur- og fritidsområdet med særligt fokus på det gode familieliv og trivsel for børn og unge. Her er puljens fokuspunkter.

Der er i 2025 afsat i alt 280.000 kroner til fordeling. I første og anden rundeblev der samlet uddelt 101.800 kroner, hvilket efterlod 178.200 kroner i tredje runde.

Administrationen har gennemgået ansøgningerne og indstiller projekter til støtte på baggrund af en samlet vurdering af, om projekterne er relevante i forhold til fokuspunkter og krav til puljen samt projekternes realiserbarhed og økonomi.

Følgende fem projekter får støtte:

47.400 kroner:
Styrket informationsindsats og lokal forankring af Sportsklasserne og Sportsakademiet.

Pengene skal bruges til produktion af informationsmateriale (video/grafik/artikler) og kampagne på SoMe/lokale platforme for at øge kendskab/tilmelding.

22.800 kroner:
Frivillighed for alle.

Beløbet skal bruges til tre-fem infomøder(jan–jun 2026) som afsæt for TrænerAkademiet 2.0, der skal styrke unges frivillighed og samarbejde skole-foreningsliv.

44.000 kroner:
Sammen om "Unge i Frivillighed" – Sæby som model.

Der skal bruges penge på emnedage om frivillighed, ungtræner- og frivilliguddannelse med praktik, elevinddragelse og projektudvikling, virksomhedssamarbejde, kommunal konference og evaluering (2026–27).

24.800 kroner:
Gratis Skolepadel i Padel 99.

Gennemførelse af 200 timers padel for 7.-9. klasser i Frederikshavn Kommunes folkeskoler i 2026.

39.200 kroner:
Erik Mortensen upcycled.

Støtte til foredrag, kunstnerworkshops, materialer, leje af symaskiner, design- og syfællesskabs-aktiviteter og forplejning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...