Gå til hoved-indhold
112
17. februar 2021 - kl. 09.02

To personer fundet døde på Rebslagervej i Sæby

  • 1 af 2
    FOTO: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
  • 2 af 2
    Politiet har siden i går og gennem hele natten efterforsket sagen massivt, og efterforskningsarbejdet pågår fortsat. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag kl. 17.27 modtog politiet en anmeldelse om to livløse personer i et hus på Rebslagervej i Sæby. Da Nordjyllands Politi ankom til adressen, fandt man to afdøde personer. De nærmeste pårørende til begge afdøde er blevet underrettet.

Der er tale om en kvinde i 50’erne og en mand i 70’erne, der begge stammer fra Nordjylland. Ifølge TV2 Nords oplysninger bor der en ældre mand i det pågældende hus på Rebslagervej.

Politiet har siden i går og gennem hele natten efterforsket sagen massivt, og efterforskningsarbejdet pågår fortsat, blandt andet skal der i dag foretages retsmedicinske undersøgelser.

Det oplyser efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der samtidig understreger, at der ikke er noget i politiets undersøgelser, der umiddelbart tyder på, at der skulle være sket en forbrydelse.

- Vi kan dog ikke udtale os konkret omkring dødsårsagen, før vores undersøgelser er færdiggjort, men der er som sagt ikke noget, der peger i retning af, at der skulle være sket en forbrydelse, siger vicepolitiinspektøren.

Politiets efterforskningsskridt i sagen udgøres ud over retsmedicinske undersøgelser blandt andet af tekniske undersøgelser på og omkring findestedet af de afdøde personer, ligesom pårørende, naboer og andre personer afhøres til sagen.

- På den måde stykker vi et præcist billede sammen af omstændighederne før, under og efter dødsfaldene, forklarer Frank Olsen.

Derfor vil der gå et stykke tid, før dette arbejde er tilendebragt, og først når det er helt afsluttet, er politiet således i stand til at melde præcist ud omkring dødsårsag.

Nordjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...