To timers liveudsendelse fra årets blomsterfestival
Bangsbo Blomsterfestival, som finder sted i weekenden 4.-5. juni, har 25-års jubilæum. Det markeres på flere måder i løbet af de to dage i Bangsbo Botaniske Have. Lørdag kan man blandt andet følge en to timer lang liveudsendelse.
Årets blomsterfestival åbnes traditionen tro kl. 10.00, og en halv time senere begynder liveudsendelsen, som produceres af Gistrup Film, mens Michael Frederiksen fra Kanal Frederikshavn har det redaktionelle ansvar. Han er også vært.
- Det vil være synd at sige, at de har valgt en vært med grønne grønne fingre, men jeg har heldigvis næstformand Herluf Johansen fra Bangsbo Botaniske Have ved min side i alle to timer. Større ekspert kan jeg ikke få, mener Michael Frederiksen.
Liveudsendelsen begynder med indvielsen af området Danmarks Vilde Planter, som markerer færdiggørelsen af Bangsbo Botaniske Have. Området er blandt andet finansieret takket være to millioner kroner i støtte fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond.
Herefter går det slag i slag, hvor seerne kan møde plantesælgere, andre udstillere, frivillige, medarbejdere, festivalgæster og mange flere i løbet af de to timer, som udsendelsen varer. Den kan følges på Kanal Frederikshavns Facebook.
- Målet er at markere Bangsbo Blomsterfestivals 25-års jubilæum med en udsendelse på to timer, som med flotte billeder fortæller historien om haven og arrangementet, og der bliver helt sikkert elementer i udsendelsen, som Bangsbo Botaniske Have med fordel kan bruge fremadrettet i markedsføringen, udtaler Michael Frederiksen.
I anledning af jubilæet har Ny Nordisk Mjød i Frederikshavn fremstillet en 25-års jubilæumsmjød. Den skal afspejle havens mangfoldighed og er brygget af lokale frugter og honning.
Den kommer til salg på weekendens blomsterfestival, som ser ud til at blive begunstiget af dejligt vejr.






































