Tre planteskoler i Sæby vil samles og bygge nyt
Tre planteskoler i Sæby-området søger Frederikshavn Kommune om tilladelse til at at blive samlet på Aalborgvej 140, lige ved siden af motorvejen på anden side af Sæby Trafikcenter Syd.
Det er planen at opføre en butik på cirka 2.500 kvadratmeter, pergolaoverdækkede arealer, kundeparkering og produktionsdrivhuse på godt 6.000 kvadratmeter.
De tre planteskoler ansøger kommunen om igangsætning af ny planlægning for erhvervsareal i Sæby. Projektet vurderes at være lokalplanpligtigt og omfattet af planlovens bestemmelser om detailhandel og muligheder for placering af butikker, der forhandler udvalgs- og pladskrævende varer.
En overvejende del af området er beliggende i landzone. Kommuneplanens retningslinjer udpeger området til byudvikling - erhvervsformål, men det ligger udenfor den fastlagte detailhandelsstruktur.
Kommuneplanrammerne fastlægger blandt andet, at virksomheder i området skal have et særligt transportbehov og være afhængig af nærheden til motorvejen. Det kan være industrivirksomheder, grossistlager eller transportterminaler, hvor der sker omladning fra tunge lastbiler til mindre distributionskøretøjer.
Der er indgået betinget købsaftale og foretaget jordbundsundersøgelser, der viser, at det vil være forbundet med store udgifter at bebygge store dele af arealet. Hvis bygninger placeres med omtanke, kan mindre dele bebygges og befæstes.
Administrationen vurderer derfor, at det ikke er realistisk at etablere erhvervsvirksomheder med en stor bygningsmasse – for eksempel en transportvirksomhed. Det vil derimod være velegnet til en virksomhed med en lille bygningsmasse og et stort udendørs produktionsareal – for eksempel planteskole med tilhørende havecenter.
Arealet har siden 2015 været planlagt til byudvikling, men anvendelsen har ikke været efterspurgt.
Det ansøgte er, efter administrationens vurdering, ikke afhængig af nærheden til motorvejen, men kan drives i tilknytning til det overordnede kommunale vejnet.
Planteskolens nuværende tre placeringer i Sæby genererer en del trafik på byens vejnet – både af kunder og varelastbiler. Placeres planteskolen, som ansøgt, ét sted, vil det aflaste vejnettet.
Da det ansøgte forudsætter en væsentlig ændring af Kommuneplanens retningslinjer for detailhandel, skal planprocessen indledes med en foroffentlighedsfase. Forslag til ændring af retningslinjerne for detailhandel skal ledsages af redegørelse for behovet og konsekvenserne af en påtænkte ændring. Det er ansøger, der skal udarbejde det nødvendige materiale.
Center for Teknik og Miljø indstiller, at der igangsættes otte ugers foroffentlighedsfase for projektet. Sagen drøftes på tirsdag i Plan- og Miljøudvalget.