Vendsyssel fyrer træner efter sejr over topholdet
Bestyrelsen i Vendsyssel Håndbold har valgt at opsige samarbejdet med trænerne Jakob Voldby og Carl-Axel Hansen.
Det sker mindre end 24 timer efter, at holdet i går overraskende besejrede topholdet Roskilde med 31-28 i kvindernes 1. division.
- Vi har til vores store ærgrelse konstateret, at samarbejdet i dagligdagen mellem Jakob Voldby og klubbens organisation fungerer uhensigtsmæssigt, siger bestyrelsesformand Christian Carlsen.
Det er en samlet bestyrelse, som står bag beslutningen om at stoppe samarbejdet, oplyser bestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Jakob og "Calle" leverede et fint stykke arbejde i deres første sæson i spidsen for Vendsyssel Håndbold, og vi glædede os virkelig til denne sæson, men tingene er ikke gået som håbet og forventet, siger Christian Carlsen.
Vendsyssel spiller først igen om 14 dage, og klubben forventer at præsentere en ny træner snarest.
Vendsyssel ligger på sjettepladsen med seks point efter fem kampe. Holdet har i tre udekampe mod tre bundhold hentet fire point, mens det er blevet til én sejr i to hjemmekampe mod to tophold.