Verdensmesteren blev slået af sin lærling
Isen var gjort klar til de skrappeste af de skrappe tøltere, da Iscenter Nord i Frederikshavn lørdag bød indenfor til Istølt 2013. En dyst, der gjaldt både selve istølt, men også hingsteshow. Dermed var der topplaceringer og to store pokaler at hente, og det skulle vise sig, at det var samme rytter, der løb af med sejren i begge konkurrencer.
Agnar Snorri Stefansson havde vundet en lignende konkurrence i Silkeborg i en af dagene mellem jul og nytår, og den førsteplads havde udløst en billet til lørdagens arrangement i Frederikshavn.
- Det var første gang, jeg red på is i Silkeborg, og jeg synes, at hesten bliver bedre til at ride på dette underlag, fortalte en glad og stolt vinder, lige efter han forlod isen med endnu en pokal i hånden.
Som navnet antyder, kommer Agnar fra islænder-hestenes eget hjemland, men han har boet i netop Silkeborg i lidt over seks år og taler fint dansk. Årsagen skal findes i, at det var sidste års vinder og seksdobbelt verdensmester Johánn Skúlason, der fik landsmanden til Danmark.
- Jeg startede med at arbejde for Johánn i midten af 2005. Men så i september 2006 købte jeg min egen gård, som jeg driver sammen med min kæreste, forklarer Agnar, der sammen med norske Anne Stine Haugen, der er verdensmester i firgang, driver Stald Gavnholt i Silkeborg.
Agnar fortæller med sindsro og et stort smil, at han aldrig tidligere har vundet over sin læremester, mens han får flere og flere lykønskninger fra folk her omme bagved isen. Ved siden af står hans stolte datter Sigrun Sol og den firbenede Kjarni, som sejren kom i hus med ved hingsteshowet. De to er et nyt makkerpar og er først nu for alvor begyndt at kende hinanden.
- Jeg har haft den i træning siden september. Ejeren kommer fra Schweiz og rejser tilbage igen på mandag, så det var fint lige at få det her med.
Den største begejstring fra de fremmødte i skøjtehallen kom der, hvor ekvipagerne tog turen hen over isen og ud af porten i en fart, hvor den gode gamle FIK´er Chappy ikke kunne have været med. Men hvordan er det at sætte hesten i frigear, få vind i skægget og suse derudaf, spurgte vi aftenens dobbelte vinder.
- Det er fint og sjovt. Hesten er gammel og stærk, og jeg ved, jeg kan stole på ham, så det er bare med at sparke til den, smiler Agnar, inden hestene pakkes og turen går hjemad igen.
Der kommer flere stemningsbilleder fra lørdagens arrangement i Iscenter Nord.