Gå til hoved-indhold
05. juli 2023 - kl. 14.07

VM-lodtrækning: Per Malmberg håber på europæiske hold til Frederikshavn

  • 1 af 2
    Allerede nu er Arena Nord klar til VM i håndbold. I morgen finder de ud af, hvilke nationer der gæster Frederikshavn. Foto: Marcus Linkhorst
  • 2 af 2
    Allerede nu er Arena Nord klar til VM i håndbold. I morgen finder de ud af, hvilke nationer der gæster Frederikshavn. Foto: Marcus Linkhorst
Af: Marcus Linkhorst

Når der til november og december skal afholdes VM i kvindehåndbold, er Frederikshavn en af værtsbyerne, og Arena Nords direktør, Per Malmberg, håber på europæiske hold til Frederikshavn.

I morgen klokken 15.30 starter lodtrækningen til VM i kvindehåndbold, hvor Frederikshavn med Arena Nord er et af spillestederne. 

Allerede nu er Spanien og Holland trukket ud til at spille i Frederikshavn, og så kommer Brasilien også, da det er det eneste hold fra pot 1, der er tilbage, og Spaniens gruppe mangler et hold fra pot 1. 

Men der skal fortsat findes fem hold, der skal spille gruppespil i Frederikshavn, og der har Per Malmberg, direktør i Arena Nord, nogle klare favoritter. 

- Det er klart, at Kroatien, Rumænien og Ungarn fra pot 2 ligger på et højt håndboldniveau. Rumænien havde vi jo sidste gang i 2015, og de havde mange fans med. Det er jo i den retning, vi også tænker. De tre nationer vil hive en del fans med. Men der er også noget inspirerende over Korea, men jeg foretrækker europæiske hold, siger han til Kanal Frederikshavn dagen inden lodtrækningen. 

I pot 3 har han også gjort sig overvejelser om, hvilke hold der vil være attraktive. 

- Der har vi Grønland, og der er mange grønlændere heroppe. Håndboldmæssigt er Serbien også at foretrække. De vil også have en del fans med. Ukraine er der jo meget bevågenhed omkring, og der vil være meget sympati for dem, og det kunne vi også godt tænke os at være en del af. Jeg synes umiddelbart, at de tre nationer kunne være spændende.

Pot 4 har Per Malmberg også ønskescenarier til, for der er hold, der er knap så attraktive i den pot. 

- De nok absolut dårligste er Paraguay, Iran, Kazakhstan og Chile. Dem vil vi gerne undgå. De er ikke så stærke. Men Congo og Senegal har tidligere skabt nogle gode resultater. Men så har Østrig og Island fået wildcard, og det er klart, at de håndboldmæssigt vil være at foretrække. To af de fire nationer i Frederikshavn kunne være rigtig godt. 

- Frederikshavn kan begejstre 

I 2015 var Frederikshavn også værtsby for VM i kvindehåndbold, men denne gang har de endnu flere kampe, og det begejstrer Per Malmberg. 

- Det glæder vi os sindssygt til. Vi har også endnu flere kampe denne gang. Så når vi går ind i mellemrunden, vil der være i alt 14 nationer i Frederikshavn, som bruger penge heroppe og bor på vores hoteller, så det er vi rigtig glade for. 

Men det er ikke kun VM i kvindehåndbold, Arena Nord har i kalenderen af større ting. Special Olympics kommer til arenaen i 2024, og i 2026 kommer World Company Sportgames til. 

Og det er der en særlig grund til. Frederikshavn kan nemlig noget helt særligt, mener Per Malmberg. 

- Vi kan begejstre, vi kan stå sammen og vise værtskab. Det er vi faktisk rigtig gode til. Det er det, en mindre by ofte kan. Vi er tæt på alle beslutningstagere. Vi kan hurtigt lige arrangere noget, så nationerne, der er her, føler sig hjemme.

Per Malmberg fortæller også, at de igen i år vil strikke huer til de nationer, der skal spille i Frederikshavn, og de vil invitere alle til at deltage, så de kan skabe Danmarks største strikkecafé. 

- Vi forsøger at involvere byen og byens borgere, så de føler, de kan sætte et fodaftryk på VM her i byen.

Første kamp spilles i Arena Nord den 29. november, og den sidste spilles den 13. december. I alt skal 37 kampe spilles i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...