Gå til hoved-indhold
08. juni 2023 - kl. 00.06

Åbent hus i Vesterport blev et stort tilløbsstykke

  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

- Vi kom med lidt kriller i maven, men det har været fantastisk. Det er jo spritnyt det hele. Det er luksus. Nyt køkken og kæmpe stor altan. Det er vi ikke vant til. Vi boede i noget gammelt noget, som ikke var restaureret.

Sådan sagde Jette Bredahl og Carsten Kristensen, da de onsdag eftermiddag var blandt de mange besøgende, da Boligforeningen Vesterport inviterede indenfor til åbent hus i 120 lejligheder på Knudensvej i Frederikshavn. Der er tale om boliger, som er totalt renoveret.

Jette Bredahl og Carsten Kristensen bor i den næste blok, som bliver færdig. Onsdag var første mulighed for at opleve, hvordan deres "nye" lejlighed kommer til at se ud. De var særdeles begejstrede.

- Det er her, vi skal tilbringe vores otium og nyde det med elevator. Det er perfekt. Vi kan ikke få armene ned. Nu venter vi bare med spænding på en dato, så vi kan flytte hjem igen, sagde Jette Bredahl og Carsten Kristensen.

MT Højgaard har ansvaret for renoveringen af de 538 boliger i Afdeling 1, Det Gamle Vesterport fra 1949. Første etape er 120 tilgængelige lejligheder i fem blokke på Knudensvej. Projektet er dog ramt af forsinkelser. Jette Bredahl og Carsten Kristensen havde fået stillet i udsigt, at deres lejlighed var færdig i maj, men endnu ved de ikke, hvornår de kan flytte tilbage fra den midlertidige lejlighed på Bangsbovej.

Forsinkelsen ødelagde dog på ingen måde onsdagens vellykkede åbent hus. Folk strømmede til, og flere gik direkte ned på Vesterports kontor og skrev sig op til en af de 120 totalt renoverede lejligheder.

- Vi har haft vanvittigt mange besøgende. I den første time blev vi rendt over ende. Det har været en kæmpe succes. Folk kan godt lide, at det er åbent og lyst. Elevatoren betyder også, at man kan komme på anden sal, selv om man er dårligt gående, konstaterede udlejningschef Pernille Bastian, Vesterport.

De besøgende havde også mange roser til de større altaner, og er man så heldig at have en lejlighed i gavlen, er der en ekstra altan med udsigt over havnen.

Der er tale om almene boliger, hvor priserne varierer fra 4.344 kroner (69 kvadratmeter) til 5.954 kroner 102 kvadratmeter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...