Gå til hoved-indhold
25. april 2021 - kl. 00.04

Betina Munks tredje bog - nu med græske favoritter

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Betina Munk

Betina Munk blogger på Kanal Frederikshavn: Imens jeg er allerlængst nede, har jeg skrevet min tredje bog. Det er den bog, jeg er mest stolt af, og den ligger mit hjerte nært. Bogen er meget personlig, og jeg håber, at den vil bringe lige så meget glæde som mine tidligere bøger.

Igennem de sidste par år har jeg desværre oplevet forværring i mit helbred. Jeg nægtede at indse det, indtil jeg sidste år langsomt måtte opgive næsten alt.

Det hele startede inden corona, som for mig blev en fredning og en mulighed for at "slappe af" eller "give op".

Jeg har kæmpet med at finde mening med livet, for jeg er ikke skabt til at have det skidt, og jeg mistrives virkelig med det.

Jeg trives bedst "på toppen", for selvom mange siger, at der er koldt "deroppe", så har jeg altid ELSKET udsigten.

Jeg har det bedst med at præstere noget og har meget svært ved at acceptere, at jeg som lægerne siger, ikke kommer til at opleve forbedring, nok snarere forværring.

Personligt føler jeg ikke, at jeg har nogen værdi ved blot "bare" at være mor, kone, ven, mentor og så videre. Jeg har aldrig lært, at jeg bare er "god nok, som jeg er, "og det er meget svært for mig at lære det, selvom jeg virkelig øver mig.

Når jeg nu har et helbred, hvor jeg ofte har det for skidt til at eksistere, til at passe et fuldtidsarbejde eller fritidsaktiviteter, så udnytter jeg en god time, når jeg får den.

Når jeg får en eller flere gode timer, udnytter jeg dem til fulde, netop fordi jeg hverken kan spare dem op, eller ved hvad morgendagen bringer. Jeg sover helt enkelt bedre om natten, hvis jeg har "skabt" noget.

Igennem mit behandlingsforløb er jeg flere gange blevet gjort opmærksom på, at psykiske "problemstillinger" og mén kan sætte sig til noget fysisk. Selvom jeg mener, at det er noget sludder, at alle mine autoimmune sygdomme skulle være udsprunget således, så har jeg været tvunget til at se mine dæmoner i øjnene og finde skeletterne frem fra skabet.

I mine første to bøger skriver jeg om, hvad der har hjulpet mig, hvad jeg gør for at have det bedst muligt og være i balance. Siden min anden bog udkom og måske også før det, var jeg ikke helt så meget i balance, som jeg troede, selvom jeg ihærdigt forsøgte at overbevise mig selv.

Derfor begyndte jeg at skrive om nogle af mine traumatiserende oplevelser og om at skulle genfinde balancen. Jeg var tvunget til at se indad, rydde op i de dårlige vaner, alt det negative i mit liv og huske tilbage på en tid, hvor jeg føler, at jeg havde det bedst.

Jeg har boet mange år udenlands og mine allerbedste minder kommer fra Kreta. Der har jeg arbejdet to sæsoner som rejseleder, boet en vinter hvor jeg arbejdede lokalt og tilbragt en lang sommer på seks måneder i sus og dus med min søns far, inden vi blev "rigtigt voksne".

Kreta er et simpelt sted med meget at byde på, et ærligt folk fyldt med kærlighed, til både hinanden, men også til mad. De spiser enkel og ærlig mad og benytter, hvad de har til rådighed. Derfor kan man selvfølgelig regne med at skulle bruge masser af olivenolie, appelsiner, citroner, oliven, feta med mere i min nye bog "GLUTENFRI LIVSSTIL - Mine Græske favoritter".

Bogen er sprængfyldt med farveindtryk og lækre smagsoplevelser. Den er - ligesom mine andre bøger - delt ind i kapitler med syv opskrifter i hvert kapitel, så der er mad til alle ugens syv dage, samt opskrifter på masser af bagværk og kager til festlige lejligheder.

Opskrifterne er lavet, så de kommer så tæt på de originale retter som muligt, alle sammen glutenfrie selvfølgelig, og med et lille præg af min egen stil.

Bogen kommer også meget kærkommen i en tid præget af en pandemi, hvor mange måske længtes efter syden. Nu kan vi altid bringe syden til os.

Selvom de fleste af jer er hæmmet af en pandemi, er jeg hæmmet af mit helbred og kommer nok aldrig mere til at rejse, som jeg har gjort før. Jeg tåler ikke så godt transport og skift i omgivelser, indtryk og så videre. Når jeg har det som nu, vil jeg helst være i mit eget hjem, i min egen seng, trygt og forskånet for omverdenen. Men heldigvis kan jeg drømme, præcis som alle andre, og jeg håber,at jeg får det godt nok til at rejse eller måske at flytte til Kreta en dag. Vi har i hvert fald nydt at spise græsk, smage de skønne smage, se de fantastiske farver og drømme os til de varmere himmelstrøg.

Min nye bog udkommer, når det hele er sat op, og jeg og de involverede er tilfredse.

Derfor må de interesserede blot vente i spænding så længe med en lille smagsprøve på bogen her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...