Bin Laden, Vilde Rolf og Otto er igen et næsehorn
Hele tre film har Danmarkspremiere torsdag i Palads i Frederikshavn, og der venter biografgængerne et noget blandet udvalg, så der er noget for enhver smag og alder.
Tænk, hvis man fandt en blyant, som gjorde alting levende og til virkelighed, ligegyldigt hvad man tegnede. Det må være det tætteste man kunne komme en Lotto-gevinst i million-klassen og noget som en hver rask dreng drømmer om. Det mest fantastiske sker for Topper, som hører et ordentligt GRONK!, idet hans kæmpe tegning hjemme på væggen i stuen træder ned fra tapetet.
Historien om den magiske blyant er gået gennem generationer og nu lander endnu en udgave af Ole Lund Kirkegaards vidunderlige univers i biffen, når Otto endnu engang er et næsehorn. Denne nye animerede udgave er tegnet i samme stil som de to andre fra samme skuffe, nemlig Orla Frøsnapper fra 2011 og Gummi T fra sidste år.
Stemmerne kommer blandt andet fra Lasse Kamper, Lars Brygmann, Lars Knutzon, Tommy Kenter og Bodil Jørgensen, og snart er både viceværten, politimesteren og hele brandvæsnet i hælene på Topper og hans nye ”kæledyr”.
Otto er et næsehorn har premiere torsdag, og vises i Palads i Frederikshavn med start 19:00, og to timer tidligere har man samme sted mulighed for, at se Disneys seneste bud på en Oscar-statuetten for Bedste animerede film.
Det er historien om Vilde Rolf, der er hovedfjenden i et arkadespil, og han drømmer om at være lige så elsket og beundret som sit spils perfekte helt, Fiksdet-Felix Jr. Men Rolf er upopulær, for ingen elsker skurken. Men til gengæld elsker alle heltene, så da der kommer et nyt lynhurtigt skydespil ser Rolf det som sin fribillet til et nyt og lykkeligt liv som helt.
Men ved et uheld kommer han til at slippe en dødsensfarlig figur løs, der snart ikke alene truer spillet, men også alle andre spil i arkaden. Nu er et så op til Rolf at gøre sin fejl god igen og redde dem alle, inden det er ”game over” for hele arkaden.
Vilde Rolf vises i Palads i Frederikshavn klokken 17:00.
Den sidste film, der får Danmarkspremiere torsdag er af en helt anden skuffe. I krigs-thrilleren Zero Dark Thirty arbejder et amerikansk specialteam intenst i et helt årti på en specifik mission: at hævne terrorangrebet den 11. september 2001 ved at finde og udrydde Al Qaeda-lederen Osama bin Laden.
I spidsen for jagten står en nyansat, kvindelig agent, Maya, der får sin ilddåb som vidne til en brutal afhøring af en mistænkt terrorist. Det fører hende til Pakistan, hvor hun dagligt gennem alle årene forsøger at få mening i de modstridende rapporter, før det endelig lykkes hende at fokusere på den mand, der viderebringer budskaberne fra den forsvundne bin Laden – for blot at møde skepsis og modstand fra sine overordnede.
Zero Dark Thirty er baseret på virkelighedens lange jagt på Osama bin Laden og følger CIA-agenten, der mente at kunne spore ham. Filmens forhold til tortur er blevet heftigt debatteret i de amerikanske medier, og Obamas administration er endvidere blevet anklaget af det republikanske parti for at have udleveret fortrolige oplysninger i forbindelse med filmens research.
Instruktør Kathryn Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal var faktisk i gang med en film om den mislykkede jagt på bin Laden, da meddelelsen om hans død blev offentliggjort og ændrede derfor hurtigt projektet. Nu kan de i stedet for med Jessica Chastain, Jason Clarke og Joel Edgerton i spidsen fortælle om en ”mission accomplished” – og alt det, der gik forud. Alt sammen baseret på førstehåndsberetninger.
Filmen er nomineret til fem Oscars, heriblandt Bedste film og Bedste kvindelige hovedrolle, og kan ses i Palads til Danmarkspremieren klokken 20:50.