Bolden ruller igen: Sæby får besøg af superligaklub
Som det første lokale hold tager IF Skjold Sæby i morgen - lørdag 23. marts - hul på forårssæsonen i fodbold. Hjemmekampen i JS1 mod Hobro er også Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.
Kanal Frederikshavn sætter igen i 2019 fokus på seriefodbolden med Ugens Kamp, foromtale, liveopdatering på Facebook, kåring af Kampens Spiller, video-interview og kampreferat.
Fem førstehold i Frederikshavn Kommune er med i Sparekassen Vendsyssel Ligaen i forårsæsonen:
JS1: IF Skjold Sæby
JS2: FfI
Serie 1: Østervraa IF
Serie 2: Skagen IK
Serie 3: SEIF
Holdet med flest point vinder vandrepokalen og en pengepræmie på 100 kroner pr. point. Slutter to hold á point, vinder det højest rangerende hold.
IF Skjold indleder sæsonen hjemme mod Hobro IK's andethold. Otte hold kæmper om én direkte oprykningsplads til Danmarksserien, mens nr. to skal spille kvalifikation.
Som noget nyt har holdene point med over fra efteråret - henholdsvis tre, to, et og nul point. Hobro IK begynder foråret med tre point, mens IF Skjold Sæby har et point.
- Det giver en ekstra dimension, at vi har point med over. Taber vi til Hobro, er vi fem point efter dem, og så man sige, det allerede er op ad bakke. Derfor skal vi være der fra start af, ellers kan det hurtigt blive 10 ligegyldige kampe, vi skal spille, siger cheftræner Nikolaj Dorff, IF Skjold Sæby.
Christoffer Nødgaard, en af nøglespillerne i Skjold, forlanger "fuld gas".
- Der er ingen grund til at køre med trukket håndbremse. Der skal angribes, for vi har kun noget at vinde i foråret, mener Christoffer Nødgaard.
Nikolaj Dorff vurderer, at forårets pulje er den sværeste JS1-pulje, som IF Skjold Sæby har været i, men han tror på en placering i den sjove ende, hvis holdet undgår for mange skader, og spillerne passer deres træning og holder aftalerne på banen.
Dommer Kasper Søndergaard Sørensen fløjter årets første kamp i gang lørdag kl. 13.30, og Kanal Frederikshavn liveopdaterer fra Sparekassen Vendsyssel Arena.
<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2FSparekassenVendsysselLigaen%2Fvideos%2F2927225193954616%2F&show_text=0&width=560" width="560" height="315" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowtransparency="true" allowfullscreen="true"></iframe>