Borgermøde: Én bymidte med tre kvarterer
Frederikshavn Kommunes forslag til en ny midtbyplan i Frederikshavn blev debatteret på et borgermøde i aftes i Arena Nord, og det var Niels Østergaard, som bor i Danmarksgade, der høstede aftenens største bifald, da han gav udtryk for, at han savner en naturlig forbindelse mellem byen og havnen.
- Jeg ved godt, at det er en industrihavn, men der sker altså mange spændende ting dernede, som er interessante at følge med i, men vi kommer ikke derned, fordi det er for svært, sagde Niels Østergaard.
Direktør Mikkel Seedorff Sørensen, Frederikshavn Havn, deltog i borgermødet. Han sagde, at havnen er tilhænger af større åbenhed, men havnen er underlagt strenge regler om terrorsikring, og derfor bliver tilgængeligheden ikke større de kommende år. Tværtimod vil det gå den anden vej.
- Men måske kan vi udvide Valutaslangen over Paradiskajen, foreslog havnedirektøren.
Midtbyplanen rummer dog intet om havnearealet. Den koncentrerer sig om det 142.000 kvadratmeter store område fra Læsøgade i syd til Vestergade i den nordligste ende af Danmarksgade.
Arkitekt Jacob Børresen, Frederikshavn Kommune, præsenterede på dygtig vis det 56 sider lange oplæg, som i disse uger er i offentlig høring. Planen er, at Frederikshavn skal have én bymidte med tre kvarterer. Generelt ønsker kommunen, at der skal bygges flere boliger i hele området. Det kan ske i baggårde og på ubebyggede arealer.
I Danmarksgade Nord-kvarteret lægger planen op til, at der laves sivegade fra Teglgårdsvej til Skolegade og skabes mulighed for boliger i stueetagen.
- Vi vil ikke af med gågaden, og vi ønsker ikke, at der laves boliger i de få ledige lejemål, sagde Lars Falk, indehaver af Galleri Lars Falk, som ligger netop i denne del af gågaden.
Andre var enige med Lars Falk. Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudvalget, lyttede, men fremhævede også, at planen skal være med til at skabe mere liv i den nordlige ende af Danmarksgade. Han nævnte som eksempel, at Peiter Sports tidligere butik har stået tom i over 10 år. Her vil en ny planlægning gøre det muligt at bygge boliger i den tidligere Peiter-butik.
I Læsøgade-kvarteret er ambitionen, at området bliver en ankomst til bymidten. Der kunne passende være et stort parkeringshus og måske et hotel mere. Her er der i den grad plads til flere boliger, og planen lægger op til, at der her visse steder kan bygges i otte etager.
Resten af midtbyen kaldes for Gågade-kvarteret. Her har Jacob Børresen en ambition om at lave flere loops. Det vil sige, at folks bevægelsesmønster skal ændres. En gåtur i midtbyen skal ikke længere "bare" være frem og tilbage i gågaden. Passager og smutveje skal understøtte forbindelser til de øvrige kvarterer i bymidten.
Planen tillader også "publikumsorienteret serviceerhverv" i stueetagen. Det kunne være et fitnesscenter.
Forslaget til en ny midtbyplan er i offentlig høring til og med 3. juli. Du kan læse hele planen her, hvor det også er muligt at komme med kommentarer, gode idéer og anbefalinger.
Planen skal også forenkle kommunens planlægning. I dag er der 18 kommunalplanrammer i området. Det skal reduceres til fire.
Peter E. Nielsen udtrykte tilfredshed med fremmødet i sommervarmen, men taget i betragtning, at mødet handlede om udviklingen af bymidten i kommunens største by, var der overraskende mange tomme stole i Spar Nord Lounge i Arena Nord.
Der skal laves nye midtbyplaner for de tre største byer i kommunen. Efter Frederikshavn kommer turen til Sæby og derefter Skagen.







































