Tilliden til direktionen i Frederikshavn Havn er væk
Længere tids økonomisk hovedpine i Frederikshavn Havn får nu konsekvenser for direktionen. Tilliden til direktionen i Frederikshavn Havn er væk. Det har borgmester Birgit S. Hansen (S) i dag omkring kl. 13.00 meddelt byrådet om på mail.
Beslutningen gælder fra dags dato. TV2 Nord erfaret det fra flere kilder og har talt med en række byrådsmedlemmer, som bekræfter indholdet af mailen.
Det er dog uklart, hvem mailens ordlyd "direktion" dækker over. Mikkel Seedorff Sørensen har været adm. direktør siden 2012, mens Kim Nielsen er vice-/driftsdirektør.
Mistilliden kommer efter længere tid store økonomiske problemer i Frederikshavn Havn og en udskiftning af fire bestyrelsesmedlemmer, blandt andet både formanden og næstformanden.
I en periode på tre måneder sidste år måtte Frederikshavn Kommune stille lånegarantier til havnen for i alt 207 millioner kroner. Det betyder, at det samlede beløb, som kommunen har stillet kaution for, er omkring en milliard kroner.
Det kan dermed blive en kæmpe økonomisk bet for Frederikshavn Kommune, hvis havnens økonomi kollapser. Frederikshavn Havn er en kommunal selvstyre havn, så kommunen hæfter for havnens gæld.
Hovedårsagen til de økonomiske problemer, er et olieterminalanlæg, som havnen har bygget til Stena Oil. Et byggeri, der er blevet mere end tre år forsinket, og som har kostet 450 millioner kroner - mere end det dobbelte af, hvad det oprindeligt var budgetteret til.
TV2 Nord oplyser, at det hverken har været muligt at få en kommentar fra havnens nye bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, eller fra borgmester Birgit S. Hansen.




































