Gå til hoved-indhold
18. juni 2024 - kl. 15.06

C: Vi må gå i dialog med Sæby Friskole om alternative muligheder

  • 1 af 1
    John Lamp Henriksen: - Vi bakker op om, at området omkring Sæby Søbad skal anvendes til turismeformål og gerne med ferieboliger, og sammen med Sæby Friskole skal der findes en løsning, der også rummer dem.
Af  John Lamp Henriksen

Byrådsmedlem og gruppeformand John Lamp Henriksen (C) har skrevet dette indlæg: Det Konservative Folkeparti i Frederikshavn Kommune er bestemt tilhænger af friskoler og andre private tilbud til gavn for vores børn og unge. Dette giver valgmuligheder for os borgere. Vi er også meget positivt indstillet over for Sæby Friskole, der i øjeblikket har midlertidig adresse på Sæby Søbad. Vi er sikre på, at Sæby Friskole er en gevinst for både børnene, de unge, for personalet, for bosætningen og andre i Sæby.

At planlægge med en permanent placering af en institution eller en skole lige midt i et område, der planlægningsmæssigt er udlagt til turisme, virker efter vores mening ikke hensigtsmæssigt. Området skal udvikles, så anvendelsen i større grad - end placering af en skole eller en institution - tilgodeser turismeformål med den skønneste badestrand og sommerhusområde som baggrund.

Man kan selvfølgelig sige, at så kan man bare lave om på planlægningen, som også er foreslået. Ja, men en skole kan sagtens fungere på andre steder end midt i et turismeområde. Det er langt sværere at placere turister, der søger en badestrand andre steder end ved stranden. Vi må, så godt som det er muligt, bevare den røde tråd i planlægningsarbejdet.

Som en servicevenlig kommune må vi gå i dialog med Sæby Friskole om alternative muligheder. Jeg er med på, at det ikke er en kommunal opgave at anvise Sæby Friskole et mere egnet sted, men vi skal være positive og åbne over for gode tiltag, der foregår i Sæby og i kommunen. Vi har brug for det.

Vi bakker op om, at området omkring Sæby Søbad skal anvendes til turismeformål og gerne med ferieboliger, og sammen med Sæby Friskole skal der findes en løsning, der også rummer dem.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...