Café Empire har 10 års fødselsdag i dag
I dag fejrer Café Empire i gågaden i Frederikshavn 10 års fødselsdag. I den anledning kan gæsterne hele dagen købe kaffe og et stykke kagemand for 10 kroner.
- Da Tøj og Sko lukkede sin butik for 10 år siden, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at lokalet skulle være en del af Empire. Så efter lidt ombygning kunne vi åbne Café Empire på hjørnet midt i gågaden, fortæller indehaver Lars Dannervig.
Han drev i forvejen Restaurant Empire og Hotel Herman Bang, som Café Empire - på hjørnet af Danmarksgade og Tordenskjoldsgade - er nabo til.
- Vi er super glade for vores café og den vækst, den har haft. Byen har taget rigtigt godt imod vores friske smoothies, gode italienske kaffe, frisksmurte sandwich og kager. Annemette, som er at finde i vores café dagligt, bager de skønneste kager, som er meget populære, fortæller Lars Dannervig.
Han glæder sig til endnu en god sommer med udeservering.
- Vi er klar til at tage imod de mange turister, som besøger vores helt fantastiske by, lyder det optimistisk fra Lars Dannervig.