Charlotte Bøving holder foredrag i Rådhuscentret
Kræftens Bekæmpelse Frederikshavn inviterer mandag 27. september til foredrag med TV-vært, forfatter og foredragsholder Charlotte Bøving i Rådhuscenteret i Frederikshavn.
Foredraget er bygget op om sundhed og sygdom – to uforlignelige og dog alligevel sammenhængende størrelser.
Charlotte Bøving, der i hele sit liv har været bannerfører for sund livsstil for alle og selv dyrket sport på højt niveau, fik i 2016 konstateret kræft. En diagnose, der dog kun for en stund sendte hende til tælling. Med et positivt livssyn er hun i dag superoptimist og nyder livet fuldt ud.
I det åbne og ærlige foredrag "Lægen flytter ind" fortæller Charlotte Bøving om sit liv som sundhedsmissionerende læge – startende med sin barndom i en lægefamilie, over sine ungdomsår som aktiv idrætsudøver og videre til egen lægepraksis med sundhedsskole.
Hendes vedholdende arbejde for sundhed bragte hende til TV som en populær formidler og kyndig ekspert i diverse TV-programmer – senest "Lægen flytter ind", hvor hun giver konkrete bud på sundhed og velvære i dagligdagen og tydeliggør, hvor lidt der faktisk skal til for at gøre en forskel.
Mange personer vælter, når de får en alvorlig sygdomsdiagnose eller oplever hård modgang i livet. Charlotte Bøvings budskab er det modsatte – at inspirere til, at der findes et alternativ til bare at lægge sig ned, når livet er hårdest.
Hun fortæller, hvordan hun selv har tacklet og stadig tackler modgang i livet. Hvordan hun har tilgivet – ikke for andres, men for hendes egen skyld. Hvorfor og hvordan hun i dag lever et liv i taknemmelighed – med balance og harmoni. Og frem for alt hvilke tanker hun har gjort om, hvad hun vil bruge resten af livet på.
Helt aktuelt vil Charlotte Bøving også fortælle om sine erfaringer med corona-pandemien. Hvordan har pandemien påvirket hendes patienter? Og hvilke erfaringer har hun haft generelt med corona-pandemien? Er der eksempelvis patienter, der har været mere tilbageholdende og måske er kommet for sent i gang med kræftbehandling?
Foredraget på Rådhuscenteret mandag 27. september begynder kl. 19 og varer to gange 45 minutter, inklusiv en spørgerunde.
Pris for deltagelse er 100 kroner, inklusiv kaffe og kage.
Tilmelding med navn og telefonnummer senest 21. september på mail til finnhjortholm@gmail.com. Betaling på MobilePay til 25561 eller kontant ved indgangen.
Der er plads til 100 deltagere, og billetterne sælges efter først-til-mølle-princip.