Gå til hoved-indhold
15. marts 2013 - kl. 04.03

Dagli'Brugsen i Gærum truet af lukning

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: www.gaerum.info
  • 3 af 3
    Dagli'Brugsen i Gærum har mistet mange kunder i weekenden efter afskaffelsen af lukkeloven. Foto: www.gaerum.info
Af: Kanal Frederikshavn

Dagli'Brugsen i Gærum er truet af lukning. Bestyrelsen vurderer, der bør rejses en egenkapital på 500.000 kroner, hvis byens eneste dagligvareforretning skal overleve. Og det skal gå stærkt. Der er generalforsamling i Dagli'Brugsen onsdag 20. marts, og dagen efter samles bestyrelsen til skæbnemøde.

- Vi kan mange ting her i Gærum, og jeg er optimist af natur, så jeg tror på, at vi kan samle den nødvendige egenkapital. Den næste uges tid afgør, om jeg også er realist. Det er op til Gærum-borgerne, og denne gang skal de altså finde de store sedler frem, understreger Finn M. Christensen, formand for Dagli'Brugsens bestyrelse i Gærum.

Omsætningen er faldet med 10 procent det seneste halve år, hvor der samtidig er forsvundet varer for 200.000 kroner. Et overvågningskamera afslørede en medarbejder i at stjæle dagligvarer. Vedkommende blev omgående bortvist.

Den alvorlige økonomiske situation har gjort, at bestyrelsen ved udgangen af februar opsagde alle medarbejdere i Dagli'Brugsen. Det vil sige brugsuddeleren, en fuldtidsmedarbejder, en deltidsmedarbejder og 3-4 ungarbejdere. Flere af dem har tre måneders opsigelse.

Ifølge Finn M. Christensen skyldes den faldende omsætning især afskaffelsen af lukkeloven. Han mener, at dette skridt favoriserer de store byer på bekostning af landsbyerne. Det er især i weekenderne, at Dagli'Brugsen har mistet kunder.

- Familierne tager på tur og handler stort ind i de større byer, mener Finn M. Christensen.

Han håber, at det lykkes at rejse den nødvendige egenkapital, så Dagli'Brugsen har en fremtid i Gærum. I modsat fald er han klar til at finde alternative løsninger. Det kunne være en butik med et mindre udvalg.

Han håber, at der dukker folk op med gode idéer på onsdag. Ikke mindst vil han gerne se nogle af de 15 børnefamilier, som alene det seneste halvandet år er flyttet til Gærum.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...