Gå til hoved-indhold
19. december 2025 - kl. 22.12

Dramatisk afslutning i Herlev - to WH-mål blev annulleret

  • 1 af 2
    Her bringer Mikkel Bertelsen gæsterne foran med 2-1 i begyndelsen af anden periode.
  • 2 af 2
    White Hawks mener, at der manglede 0,01 sekund, men dommeren annullerede målet til 3-3.
Af: Michael Frederiksen og Michael Kristensen

Frederikshavn White Hawks førte to gange, men tabte 3-2 efter en dramatisk afslutning i Herlev, hvor høgene fik to scoringer underkendt i kampens sidste minut. Først blev Ben Freemans mål annulleret for offside i opspillet på Maurizio Colella, og i sidste sekund vurderede dommerne, at tiden akkurat var gået, da Mikkel Bertelsen styrede pucken i nettet - måske med en sparkebevægelse.

Den afslutning var for meget af det gode frederikshavnerne, som tydeligvis var tilfredse med deres skæbne, og cheftræner Mario Simioni kaldte straks efter kampen observatør Bo Andersen i omklædningsrummet, hvor han viste, at der manglede 0,01 sekund, da White Hawks sendte pucken i mål.

Det hører med til historien, at dommerne vurderede i flere minutter, inden de godkendte Herlevs sejrsmål.

Der var en ærgerlig Anton Stenbakken, som JFM Play efter kampen interviewede. WH-backen mente, at høgene havde fortjent mere i Herlev, og fra hjemmeholdets side lød det, at Frederikshavn arbejdede hårdere i end Herlev i hele kampen.

Herlev åbnede som lyn og torden og havde tre afslutninger i de første 40 sekunder. De lignede et hold, der ville ud og udnytte gæsternes manglende selvtillid, men White Hawks red stormen af og kom i flere sekvenser frem til offensiv initiativ. Det var tiltrængt efter onsdagens tamme indsats i offensiv zone.

Endelig var der en back, Jaeden Martin, der turde skyde på mål, og efter den ramte et par spillere undervejs, sejlede den ind bag en prisgivet Emil Zetterquist i Herlev-buret.

Også Mikkel Bertelsen og Gorm Topholt havde et par kvalificerede forsøg, inden Brandon Frattatoli måtte en tur i straffeboksen.

Det satte Herlev i gang igen offensivt, hvor de indledte et pres mod høgenes nye keeper, Max Zimmermann. Mattias Asperup var nærgående et par gange og ramte i det ene forsøg stolpen, og det lugtede af en udligning i Ørneborgen.

Den kom, da Herlev-kaptajnen igen var på spil. Asperup smuttede alt for nemt forbi Brandon Frattaroli og skar ind foran mål, hvor han udlignede med 40 sekunder igen af første periode. Han fandt et lille hul ved nærmeste stolpe. Det mål ærgrer Max Zimmermann sig helt sikkert over.

1-1 efter 20 minutter.

Vi har manglet en del fra Mikkel Bertelsen i sæsonen, men endelig fandt den normalt målfarlige forward noget fandenivoldskhed, da han trak ind i slottet og bragte høgene foran i tiden 25:05.

Det var noget de kunne bruge i udebaneafsnittet, hvor der stod 25 trofaste WH-supportere og heppede på bundholdet.

Herlev havde bestemt også muligheder, men defensiven hos vendelboerne sloges som vilde, og Max Zimmermann var en sikker sidste skanse.

Mikkel Bertelsen var faktisk uhyre tæt på at gøre det til 3-1 kort før anden periodes afslutning, men desvære blev det lige ved og næsten for frederikshavneren.

Allerede 52 sekunder inde i tredje periode udlignede hjemmeholdet og fem minutter efter scorede Frederik Bjerrum sejrsmålet.

Vi har beskrevet den dramatiske afslutning i begyndelsen af denne artikel, og White Hawks misbrugte også en friløber i undertal. Jo, det var virkelig tæt på point.

Nu går turen mod Frederikshavn, hvor Rungsted Seier Capital kommer på besøg søndag eftermiddag i Nordjyske Bank Arena. Her skal der simpelthen tre point ind på kontoen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...