Gå til hoved-indhold
04. september 2026 - kl. 17.09

Esben Dalgaard gæster Hospice Vendsyssel på National Hospicedag

  • 1 af 2
    Esben Dalgaard har gennem de senere år åbent fortalt om sit eget liv med alvorlig sygdom og om de tanker og følelser, der følger med, når livet pludselig ændrer retning.
  • 2 af 2
    National Hospicedag handler ikke alene om foredrag. I forbindelse med arrangementet bliver der også mulighed for en rundvisning på Hospice Vendsyssel.
Af: Kanal Frederikshavn

På onsdag 9. september åbner Hospice Vendsyssel i Frederikshavn dørene i forbindelse med National Hospicedag 2026, og her venter de besøgende en ganske særlig eftermiddag med både foredrag og mulighed for at komme indenfor og opleve hospice på nærmeste hold.

Dagens hovednavn er den populære skuespiller Esben Dalgaard, som holder foredrag i Hospice Vendsyssels nye Videnshus.

Esben Dalgaard har gennem de senere år åbent fortalt om sit eget liv med alvorlig sygdom og om de tanker og følelser, der følger med, når livet pludselig ændrer retning. Det bliver derfor et både personligt og eftertænksomt foredrag om livet, når det viser sig fra sin mest sårbare side.

Interessen for arrangementet har været stor. Foredraget kl. 16.00 er allerede udsolgt, men Hospice Vendsyssel oplyser, at der fortsat er ledige billetter til foredraget kl. 14.00. Det er også muligt at kontakte Hospice Vendsyssel på telefon 44 22 64 64 for køb af billetter.

- Men vent ikke for længe, lyder opfordringen fra Hospice Vendsyssel, der glæder sig til at tage imod gæsterne.

Mulighed for at opleve hospice
National Hospicedag handler ikke alene om foredrag. I forbindelse med arrangementet bliver der også mulighed for en rundvisning på Hospice Vendsyssel. Dermed får besøgende mulighed for at se de rammer, hvor patienter og pårørende mødes af specialiseret lindring, omsorg og nærvær i en vanskelig periode af livet.

Hospicedagen er samtidig en mulighed for at blive klogere på, hvad et hospice egentlig er, og hvordan hospicearbejdet ikke alene handler om livets afslutning, men i høj grad også om livskvalitet, værdighed og om at skabe bedst mulige rammer for den tid, der er.

Hos Hospice Vendsyssel håber man på en både spændende, oplysende og eftertænksom National Hospicedag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...