FME og Lauritzen Fonden forærer Frederikshavn et poesiværk i jubilæumsgave
Lørdag 1. juni stryger flaget til tops foran Kattegat Silo i Frederikshavn. Frederikshavn Maritime Erhvervspark (FME) fejrer 25-års jubilæum med afsløringen af et nyt værk i Poesiparken efterfulgt af gratis kaffe og kage til de første 250 gæster i Holmbergs Køkken på niende sal i siloen.
FME, som ejes af Lauritzen Fonden, forærer Frederikshavn et poesiværk, forfattet af Jan Michael Madsen, direktør i Fonden Tordenskiold.
Lauritzen Fonden ønsker at skabe forandring i det danske samfund gennem støtte til indsatser, projekter og aktiviteter, der har til formål at understøtte udsatte børn og unges muligheder for at blive aktive og inkluderede borgere i Danmark.
- Derudover har vi en strategi om, at vi støtter de byer, som vi har et historisk tilhørsforhold til, og det må siges at være tilfældet med Frederikshavn, hvor vi har været aktive siden 1913, fortæller Erik Bierre, CFO i Lauritzen Fonden og formand for FME's bestyrelse.
Lauritzen Fonden uddeler årligt cirka 60 millioner kroner, og en mindre del af dette beløb går til medarbejdernes børn. Det kan være tilskud til bøger, efterskoleophold eller studierejser.
- Det er en del af vores mangeårige DNA, at medarbejdernes familie også skal have det godt, hvilket i høj grad hænger sammen med vores rødder i søfarten, mener Erik Bierre.
Det er 25 år siden, at Lauritzen Holding drejede nøglen for sidste gang til Frederikshavns store værft, Danyard, som i gennemsnit beskæftigede omkring 1500 medarbejdere. Et halvt år før lukningen så FME dagens lys, og her 25 år senere er det stadig Lauritzen Fonden, der ejer FME. Det drejer sig nu udelukkende om Kattegat Silo og nogle grundarealer i Aalborg.
Hvor længe bliver I ved i Frederikshavn?
- Udlejning af kontorlokaler er ikke en af vores kerneaktiviteter, men vi fortsætter med at støtte og udvikle siloen. Kommer der en potentiel køber og banker på døren, er vi da er klar til en drøftelse, smiler Erik Bierre.
Der er i dag 60 virksomheder i Kattegat Silo, som dagligt besøges af 250-300 mennesker, når man tæller Fit Club Kattegat Silo og Holmbergs Køkken med.
P.t. er der ikke fuld udlejning i Kattegat Silo. Målet er en forøgelse af udlejningsgraden med cirka 10-12 procent, hvilket svarer til omkring 1.200 kvadratmeter. FME og Lauritzen Fonden har ligeledes en målsætning med flere grønne tiltag. Hele koncernen har en grøn agenda. I FME er der indført affaldssortering som i private hjem, der er investeret i nye og mere energivenlige elevatorer, og solfangere står på ønskelisten.
- Den grønne agenda er afgørende, hvis vi vil være konkurrencedygtige og tiltrække nye virksomheder. Derfor tillægger vi også ESG (Environment, Social og Governance, red.) stor betydning, oplyser Erik Bierre.
Alle er velkomne lørdag middag til fejringen af jubilæet, hvor både borgmester Birgit S. Hansen og Jan Michael Madsen holder taler. Allerede i dag forkæles alle lejere i siloen med en jubilæumsfrokost i Holmbergs Køkken med den fantastiske udsigt på niende sal.






































