Frederikshavnerne er vilde med crossfit
Crossfit er inden for fem år blevet en af de største fitnesstrends i Frederikshavn Kommune. Hele 675 dyrker crossfit i Frederikshavn og Strandby.
Brian Høj åbnede Crossfit Frederikshavn for fem år siden, og han er glad for udviklingen, selvom den er gået i en anden retning, end han forventede.
- Det har udviklet sig til et familiecenter, hvilket jeg synes, er en fantastisk ting. I starten troede jeg, at vi skulle have folk til store konkurrencer og selv afvikle dem. Jeg prøvede også at arrangere en stor international konkurrence, hvilket ikke lykkedes. Jeg har oplevet, at det ikke er resultatet med træningen, der er vigtigt, men selve processen med at træne. Det er derfor den daglige træning med ganske almindelige mennesker, som er omdrejningspunktet for Crossfit Frederikshavn, siger Brian Høj til Kanal Frederikshavn.
Crossfit er funktionel og varieret træning med høj intensitet. Et crossfitcenter adskiller sig fra andre fitnesscentre ved, at der ikke er maskiner under træningen. Der bruges primært frie vægte som vægtstænger, håndvægte, kettelbells, sandsække og medicinbolde.
- Det er gået langt over forventning, ikke regnskabsmæssigt, men at vi har formået at samle folk om træningen og glæden ved at træne. Når vi kan samle +80 personer til julefrokost, samle 80.000 kroner ind til Knæk Cancer. Når folk bliver venner/ veninder via træning. Det er bare nogle af de grunde, der er med til, at Crossfit Frederikshavn er gået langt over de forventninger, jeg havde for fem år siden, udtaler Brian Høj.
For at kunne starte i Crossfit Frederikshavn på ungdomsholdene, skal man være ni år. Det ældste medlem er 70 år, men der er flest i aldersgruppen 25-45 år med familie. COVID-19 har reduceret antallet af medlemmer lidt, men der er stadig 300 aktive i centret på Knivholtvej.
Louisa Simonsen er netop begyndt som box manager i Crossfit Frederikshavn. Hun er ansat på deltid. Derudover er hun ansat ved Frederikshavn Kommune i projekt og integration, hvor hun arbejder som jobkonsulent og med sportsakademiet. Hun coacher også unge sportstalenter fra byens ungdomsuddannelser. Så hun har nok at se til.
- Jeg har styrketrænet en del og prøvet samtlige fitnessformer fra zumba til spinning og endda thaiboksning. Men det var først i 2015, jeg opdagede crossfit. I 2018 deltog jeg i en Strong Woman-konkurrence, hvor jeg vandt Aalborgs Stærkeste. Næste mål bliver en crossfit-konkurrence med min træningsmakker Isabella Kyung Karlsen og deltagelse i Strong Woman DM 2021.
BOX7 er det andet sted i Frederikshavn, hvor man kan dyrke crossfit. I BOX7 på Sjællandsvej er der 275 medlemmer.
- Det sociale aspekt betyder meget. Mange kommer før træningen og bliver bagefter og hygger sig sammen. Desuden er crossfit for ALLE. Vi har mange over 50 år, fortæller Mikal Toft, medindehaver af BOX7.
SEIF Crossfitness har godt 100 medlemmer.