Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.05.2022 | Af: Michael Frederiksen

Havvindmølleprojekt i samarbejde med Vestas

Her skimtes de op til fem havvindmøller fra Pikkerbakken. Yderst til venstre ses de nuværende vindmøller ved Frederikshavn Havn.
European Energy og Vestas går i første omgang sammen om at installere tre havvindmøller på 236 meter ud for Frederikshavn. Det er centralt for den fremtidige havmølleforretning, fastslår Vestas.

 

Såfremt den ventede etableringstilladelse kommer til projektet, der blev miljøgodkendt i sidste måned, sigtes der efter installation i begyndelsen af 2024 forud for serieproduktion af møllerne.

- Vi ser frem til samarbejdet med Vestas om at gøre Frederikshavn til et knudepunkt inden for havvindmølleteknologi. Hvis det lykkes os at få de her vindmøller etableret ude på havet, vil Danmark stå helt fremme globalt som hjemsted ikke bare for udvikling, men også test af fremtidens havvindmølleteknologi, siger adm. direktør i European Energy, Knud Erik Andersen, til Energi Watch.

Planen i Frederikshavn er at opføre en helt ny mølletype, som kan anvendes til en række forskellige test- og demonstrationsformål, der i dette tilfælde desuden kan ske i møllernes naturlige habitat.

- Placeringen giver os en unik mulighed for at teste vindmøllerne tæt på vores fabrikker og udviklingsafdelinger i Danmark, inden møllerne går i serieproduktion og skal eksporteres til havvindprojekter i hele verden. Hvis Frederikshavn-projektet bliver realiseret, kan det derfor blive helt centralt for vores fremtidige havvindmølleforretning, siger teknologichef for havvind hos Vestas, Christian Gjerløv.

Endnu mangler der dog et par skridt, før det kan ske. I første omgang skal miljøkonsekvensrapporten for projektet i offentlig høring med et borgermøde i Frederikshavn i begyndelsen at juni. Først når høringsprocessen er gennemført, tager Energistyrelsen endelig stilling til, om der kan gives etableringstilladelse.

Borgmester Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn Kommune, er positiv.

- Et stort flertal i byrådet er positive over for projektet – og det tør jeg godt sige også gælder en stor del af vores borgere og i særdeleshed vores virksomheder. For vi ved, at vi skal levere på den grønne omstilling. Og det her et fornuftigt og gennemarbejdet projekt, der gør, at vi kan bidrage i vores område, siger borgmesteren til Energi Watch.

Foruden de tre planlagte vindmøller på 236 meter er demonstrationsprojektet dimensioneret til yderligere to møller, der endnu ikke er meldt planer for.

European Energy ønsker endvidere at etablere grøn brintproduktion i Frederikshavn.

- Vi har set frem til at komme videre med projektet i Frederikshavn, både fordi udviklingen af ny grøn teknologi er afgørende i kampen mod klimaforandringerne, og fordi vi ser et stort potentiale for at skabe et meget interessant centrum for grøn energi i Nordjylland. Hvis det lykkes os at få havvindmøllerne på plads, vil vi endvidere gå efter at udnytte strømmen i et Power-to-X-anlæg på havnen, som kan være med til at producere grønne brændstoffer til blandt andet skibsfarten, siger Knud Erik Andersen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close