Hjerteforeningen Sæby tilbyder hjertemotion og beachwalk
Hjerteforeningen Sæby gør klar til endnu en sæson fyldt med fællesskab, bevægelse og gode oplevelser i hjertets tegn. I første omgang gælder det aktiviteterne hjertemotion og beachwalk.
- Tilmeldingen til efterårets to hold med Hjertemotion er åben. Så skynd dig hvis du vil sikre dig en plads på et af holdene, lyder opfordringen fra næstformand Malene Ryberg, Hjerteforeningen Sæby
Hjertemotion er for sundhed og fællesskab med tilhørende professionel vejledning. Som deltager kan man forbedre sin kondition, sænke sit blodtryk og styrke sit hjerte.
Træningen sker under ledelse af fysioterapeut Janne Nielsen fra FITNESSHUSET i Sæby.
- Uanset om du er nybegynder eller erfaren, vil vores fysioterapeut Janne tilpasse øvelserne til dit niveau og tage de nødvendige hensyn til eventuelle skader eller smerter. Hjertemotion er derfor for alle, uanset alder og fysisk form, da du kun konkurrerer med dig selv og din egen trivsel. Træningen foregår i en atmosfære af leg og godt humør og afsluttes med afspændingsøvelser og en hyggelig snak over en kop kaffe eller te, udtaler Malene Ryberg.
Efterårssæsonen starter i uge 34 med formiddagshold på onsdage fra 19. august kl. 10-11 med tilmelding via dette link.
Eftermiddagshold er torsdage fra 20. august kl. 16.30-17.30 med tilmelding via dette link.
Beachwalk 2026
Hjerteforeningen Sæbys tilbagevendende sommerbegivenhed Beachwalk afvikles tirsdag 18. august kl. 18.30.
Her indbydes til en til gåtur langs stranden med start fra pladsen foran Sæby Søbad. Turen varer en time, og den enkelte deltager sætter tempoet. Der gås nemlig en halv time time ud og en halv time retur. Så det vil være forskelligt, hvor langt man går. Men alle er tilbage på samme tid.
Traditionen tro sørger Sæby Gymnastikforening for forudgående opvarmning, og efter turen er der vand og frugt til alle.




































