HTX Frederikshavn inviterer på eksperimenter
Knap 400 folkeskoleelever fra skoler i Frederikshavn Kommune deltog onsdag og torsdag i HTX Frederikshavns stort anlagte HTXperimenter, hvor de lærer om HTX’s fag på en sjov facon.
Det er 16. gang, HTX Frederikshavn inviterer til HTXperimenter, og i år var temaet Universet. Arrangementet har altid været populært hos folkeskolerne, og i år deltog 397 elever.
Alle 2. g-eleverne på HTX har stået for planlægningen for afviklingen af de 12 poster, som deltagerne skal igennem. Underviser Peter Risgaard hjalp også til med det praktisk og ifølge ham gik de to dage – onsdag og torsdag – over al forventning.
- Det var virkelig nogle søde elever, vi havde besøg af. Med godt humør og nysgerrighed gik de til opgaverne rundt i vores bygning, fortæller han.
Og de forskellige poster var vitterligt meget forskellige og afspejlede de mange fag, HTX’erne har gennem deres uddannelse. I Murder Mystery skulle eleverne løse en mordgåde ved hjælp af bioteknologi, fysik, matematik og kemi. I Kemihulen deltager man i en kemistafet, hvor man skal løse flere opgaver på tid i fagene idræt og kemi. I Word Detective skal man i engelskfaget hjælpe Google med at oversætte tekniske vejledninger, da de oftest er stort ubrugelige uden en kyndig redigering.
Kemihulen styres af fem HTX-piger fra studeretningen Bioscience og Sundhedsvidenskab, og de er alle enige om, at HTXperimenter er en god dag for de deltagende. Babeth Hansson-Östergaard har selv deltaget i HTXperimenter, da hun gik i folkeskolen.
- Jeg kan huske, at det lige var mig med biologi, laboratorier og idræt. Jeg er selv Team Danmark-elev og går på studieretningen Sundhedsvidenskab med hovedfagene idræt og bioteknologi. HTXperimenter er en fed dag for alle. Vi laver noget, hvor alle kan være med, og grundskoleeleverne får et lille indtryk af vores fag på HTX. Vi har brugt en masse tid på at arrangere det, men det er det hele værd, mener Babeth Hansson-Östergaard.
Vicerektor Lene Faurholt, mener også, at HTXperimenter er alle pengene værd.
- Det er et helt unikt koncept, som kun findes hos HTX i Hjørring og Frederikshavn. Vi har gjort det i mange år, og vi er ret gode til det efterhånden. Vi kan skabe en sjov og lærerig dag for folkeskoleelever, hvor de får et reelt indtryk af de fag og den arbejdsfacon, vi har på HTX.
Arrangementet er støttet af Astra-naturvidenskabsfestivalen.