Indsat død i Kragskovhede Fængsel i Jerup
En indsat er i dag afgået ved døden i Kragskovhede Fængsel i Jerup, oplyser Danmarks Fængsler til TV2 Nord.
- Danmarks Fængsler udtaler sig som udgangspunkt ikke om enkeltsager og kan under henvisning til reglerne om tavshedspligt ikke komme ind på de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, skriver Danske Fængsler i en mail til TV2 Nord.
Det oplyses dog, at politiet rutinemæssigt blev tilkaldt, som det altid er tilfældet ved dødsfald, og "at hændelsen undersøges nærmere af politiet og Danmarks Fængsler, ligesom hændelsen vil blive indberettet til Folketingets Ombudsmand i overensstemmelse med gældende regler".
Det er ikke første gang, at en indsat dør i fængslet i Jerup.
7. september 2024 døde en 69-årig mandlig indsat i Kragskovhede Fængsel, og i 2017 døde en 40-årig mand af en overdosis. Sidstnævnte sag endte - otte år senere - ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Domstolen fastslog, at dødsfaldet ikke skete på grund af svigt fra fængselsmyndighedernes side, og dermed var der ikke grundlag for at dømme Danmark for krænkelse af artikel 2, retten til liv.




































