Jan, taler du aldrig med din spidskandidat?
Byrådskandidat Martin Tøttrup Kelkelund (A) har skrevet dette indlæg: Venstres byrådskandidater har indenfor de sidste par uger og særligt indenfor de sidste par dage angrebet socialdemokraterne i Frederikshavn Kommune i almindelighed og den socialdemokratiske borgmester Birgit S. Hansen i særdeleshed.
Det er svært at tage Venstres indlæg seriøst, herunder Jan Bjeldbaks, når deres spidskandidat Mette Hardam i TV2 udtaler, at Venstre de sidste fire år har været enige i 95 procent af beslutningerne. Er Jan Bjeldbak ikke informeret om dette samarbejde?
Det er ikke seriøst at kalde os visionsløse, når vi taler bosætning og erhvervsudvikling. Lad os holde fast i fakta.
Fakta er, at der løbende foretages massive investeringer i vores havne i Skagen, Frederikshavn og Sæby. Der foretages løbende udlæg af kommunale byggegrunde samt kommunalt indskud i almene lejligheder med henblik på at gøre det mere attraktivt at bosætte sig i kommunen. Jobbanken MoveNorth gør et kæmpe stykke arbejde med hensyn til tiltrækning af arbejdskraft.
Fakta er ligeledes, at der er kommunale kontrakter for cirka 11 mio. kr. med erhvervslivet og turismen, som skal bruges til at udvikle fælles løsninger og tiltrække gæster og dermed skabe vækst og arbejdspladser. Derudover er der hele det maritime område, hvor kommunen i den grad tænker fremtid og udvikling med tilskud til det maritime center og tilskud til maritim-ingeniøruddannelse. Og jeg kunne fortsætte.
Vi er da slet ikke i mål – det påstår ingen. Der er masser at tage fat på. Men vi har en klar linje, idéer for fremtiden og er parate til at samarbejde med dem der vil og kan – også Venstre.
Læs lige Birgits indlæg igen; Vækst og udvikling er bosætning og erhverv. Lad os nu holde os til politik og visioner og handling og ikke forfalde til useriøse personangreb.
Godt valg i morgen.





































