Julefrokost i Skagen med Kandis som trækplaster
Fredag 25. november arrangerer Bent Lyngsø julefrokost i Skagen Sportscenter med Kandis som aftenens store trækplaster.
Der bliver plads til 450 siddende gæster ved borde og cirka 80 gæster på tilskuerpladserne i Skagen Sportscenter.
- Og jeg er overbevist om, at der bliver fuldt hus. Vi har allerede solgt billetter til folk flere steder i landet. Kandis har en fanskare så stor, at folk ikke drømmer om det, siger Bent Lyngsø.
Han har siden 1. januar 2021 været forpagter af cafeteriet i Skagen Kultur- og Fritidscenter, men her stopper han med udgangen af september. Derfor afvikles julefrokosten med Kandis nu i Skagen Sportscenter (Badmintonhallen).
Bent Lyngsø har tidligere været forpagter i syv år i Hadsund Hallernes cafeteria. Her arrangerede han hvert år koncert med Kandis i september, og det var altid med succes.
Stor julebuffet fra Restaurant Pakhuset, koncert med Kandis og fri bar (øl, vand, sodavand, vin, breezer og mokai) fra kl. 18:00 til 01:00 koster 695 kroner. Koncertbillet med siddeplads uden mad og drikkevarer samt adgang fra kl. 20.30 koster 325 kroner.
Derudover er der mulighed for købe en pakke med én eller to overnatninger på Hotel Marie i Skagen. I disse pakker indgår der også enten frokost eller middag på Restaurant Pakhuset.
- Pakkerne er dog næsten udsolgt, så her gælder det om at være hurtig på aftrækkeren, siger Bent Lyngsø.
Køb billetter her.