Kasserer politianmeldt: Svindel for 235.000 kr.
JAM Cheerleading Frederikshavn har mistet 235.000 kroner. Ifølge bestyrelsen svindlede klubbens tidligere kasserer, stak pengene i egen lomme og brugte tilsyneladende hele beløbet på forbrugsvarer.
- Hun er meldt til politiet, hvor sagen nu kører sin gang. Vi regner med snart at skulle i retten og vidne mod hende, oplyser formand Michael Pasieczny til Kanal Frederikshavn.
Den nu tidligere kasserer blev valgt ind i bestyrelsen i april sidste år, hvor der skete flere udskiftninger i ledelsen. Ret hurtigt gik det op for bestyrelsen, at noget var galt, blandt andet fik flere leverandører ikke deres penge.
- Der var flere ting, som ikke stemte. Vi tog en snak med kassereren, som lovede, at hun ville rette op på tingene. Hun var jo ny, så hun skulle lige ordentligt ind i systemerne og have det sidste på plads. Vi troede på det bedste i hende, men det blev desværre ikke bedre, oplyser formanden.
Bestyrelsen indkaldte hende til krisemøde, men hun udeblev. Herefter tog bestyrelsen hjem til hende, hvor hun ifølge Michael Pasieczny brød sammen og tilstod. Sagen blev herefter straks meldt til politiet.
- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Heldigvis har vi penge på kistebunden, fordi vi igennem årene har været aktive og flittige med afvikling af flere DM og EM i Arena Nord. Vi har været gode til at spare sammen, men kassererens svindel betyder dog, at det er usikkert, om klubben kan støtte vores juniorhold økonomisk, hvis de kvalificerer sig til EM i Prag, fortæller Michael Pasieczny.
JAM Cheerleaders Frederikshavn har forsøgt at lave en afdragsordning med kassereren, som svindlede, men indtil videre har hun ikke overført én eneste krone.
- Vi kan ikke plukke hår af en skaldet, så jeg frygter, at vi ikke får noget, siger Michael Pasieczny.
Midt i de økonomiske udfordringer har JAM Cheerleaders Frederikshavn haft travlt med at arrangere DM i cheerleading. Det finder sted på lørdag i Arena Nord. 1100 har tilmeldt sig, og der forventes godt 1000 tilskuere.
Tina Jordansen er ny kasserer i JAM Cheerleaders Frederikshavn. Ifølge formanden er hun ved at få styr på økonomien.





































