Gå til hoved-indhold
07. oktober 2024 - kl. 09.10

Knytnæven fra Frederikshavn: Et nyt litterært selskab for Hulda Lütken

  • 1 af 2
    Hulda Lütkens gigantiske gravmæle på Elling Kirkegård. En sten på cirka 230 centimeter.
  • 2 af 2
    Logo for Knytnæven er lavet af grafiker og kunstner Mette Jeppesen, som er født og opvokset i Frederikshavn, men nu bor i København.
Af: Michael Frederiksen

Knytnæven er navnet på et nyt litterært selskab for Hulda Lütken (1896-1946), Frederikshavns store, men glemte forfatter. Knytnæven er sat i verden for at få Hulda Lütken ud af glemslen, ikke mindst i forhold til frederikshavnerne.

Hulda Lütken var meget stor i sin tid både med digte og romaner. Efter en mildt sagt svær opstart debuterede hun i 1927 med digtsamlingen "Lys og skygge". Hendes værker er om kraftfulde og evigtgyldige temaer som eros og død, natur, kvindeliv og længsel.

Knut Hamsun, Tove Ditlevsen, Tom Kristensen og andre store forfattere beundrede Hulda Lütken.

Der er momentum for Hulda Lütken. Hendes måde at skrive på og temaer taler til et nutidigt publikum.

Forfatter Sara Alfort, som er med i bestyrelsen af Knytnæven, har blandt andet skrevet om Hulda Lütken og andre glemte kvindelige danske forfattere i bogen "Damer der fik nok" (Gad, 2024). Sara Alfort brugte blandt andet 14 dage i arkivet på Kystmuseet Bangsbo for at studere Hulda Lütkens breve i sin research til bogen.

"Toppen af Danmark" om nordjyske forfattere er en anden bog fra i år, som går i dybden med Hulda Lütken. Forfatter Mette Moestrup fra Hjørring skriver kapitlet om Hulda Lütken.

Endelig genudgav Gyldendal tidligere i år Hulda Lütkens bog "De uansvarlige".

- Hun slår en knytnæve i bordet, hver gang hun udgiver en roman.

Sådan skrev Tom Kristensen i Politiken i sin anmeldelse af "De uansvarlige" (1933). Derfor hedder det litterære selskab for Hulda Lütken Knytnæven.

Bestyrelsen i Knytnæven

- Sara Alfort; forfatter
- Steen Heftholm; cand.scient.adm.
- Pernille Lisborg; bibliotekar
- Tine Bro, cand.mag
- Susanne Smed; arkitekt
- Maria Stensgård Poulsen; gymnasielærer
- Christian Andersen; museumsleder

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...