Gå til hoved-indhold
13. oktober 2022 - kl. 13.10

Læsø Kur lukker før tid - det er for dyrt

  • 1 af 4
    FOTO: Simon Mølgaard, TV2 Nord
  • 2 af 4
    FOTO: Simon Mølgaard, TV2 Nord
  • 3 af 4
    - Vi åbner igen, når det kan retfærdiggøres, at vi tænder for bassinerne, som skal varmes op til 30 grader, siger direktør Lars Mehlum, Læsø Kur.
  • 4 af 4
    - Vi åbner igen, når det kan retfærdiggøres, at vi tænder for bassinerne, som skal varmes op til 30 grader, siger direktør Lars Mehlum, Læsø Kur.
Af: Kanal Frederikshavn

Årets sidste åbningsdag i Læsø Kur er fremrykket tre uger for at undgå, at energiregningen løber løbsk. Kurbadet åbner først igen i 2023, når det er rentabelt.

Søndag 20. november er sidste åbningsdag i Læsø Kur i Vesterø. Kurbadet slukker normalt for de varme bade midt i december og åbner igen i februar/marts. Men det er de galopperende energipriser ikke til.

- Vi åbner igen, når det kan retfærdiggøres, at vi tænder for bassinerne, som skal varmes op til 30 grader, siger direktør Lars Mehlum, Læsø Kur, til TV2 Nord.

Energiudgifterne i kurbadet er i 2022 steget med 50 procent i forhold til sidste år. Det svarer til en ekstra regning på 500.000 kroner, og derfor er de nødt til at skære i åbningsdagene for at spare på energien.

- Vi har forsøgt at regulere med højere entrepriser, men der er også en grænse for, hvad folk vil betale. Vi skal også vise samfundssind og spare på energien ligesom alle andre, så derfor lukker vi ned i en periode, hvor vi ikke har så mange gæster, siger Lars Mehlum til TV2 Nord.

Inden Læsø Kur åbner i 2023, skal stedet have lavet en del energioptimering, så forbruget bliver mindre. Kurbadet ejes af Læsø Fonden, som anmoder Læsø Kommune om at indskyde en million kroner ekstra i fonden.

Ifølge Lars Mehlum, som også er direktør for Læsø Fonden, skal fonden udvikle de selskaber, som den ejer, og det skal blandt andet ske ved at energioptimere Læsø Kur.

Sagen med bevillingen af den ekstra million til Læsø Fonden er på dagsordenen i aften på kommunalbestyrelsesmødet på Læsø.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...