Gå til hoved-indhold
11. april 2020 - kl. 13.04

Maja Torp: Nu skal vi genstarte Nordjylland

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Maja Torp: - Vi skal fremrykke etableringen af 3. Limfjordsforbindelse, som Aalborg og resten af Nordjylland har ventet på i 45 år.
Af: DEBAT-INDLÆG

Folketingskandidat Maja Torp (V) har skrevet dette indlæg: Det er nu en måned siden, at statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. 

Siden har Folketinget i fællesskab – skulder ved skulder – skabt et væld af forskellige hjælpepakker, som akut holdt hånden under virksomheder, deres ansatte – og dermed hele det danske samfund.

Men nu, hvor Regeringen forlænger nedlukningen af det meste af samfundet i yderligere fire uger, mens vi kæmper videre med corona-virussen, skal vi diskutere, hvordan Danmark kommer videre.

Hvordan vi kan genstarte det fantastiske samfund, vi har skabt sammen i generationer. Det er nødvendigt – for det koster dyrt i menneskeskæbner, økonomi og fremtidsmuligheder for os alle, at være lukket ned i en længere periode.

Derfor skal vi diskutere, hvordan vi kan genstarte Danmark - og genstarte Nordjylland. Hvordan vi kan få hjulene i gang og få mennesker tilbage i job, så vi tjener penge og fortsætte udviklingen af vores samfund.

Her er mit bud:
FREMRYKNING AF 3. LIMFJORDSFORBINDELSE – OG LØFT VÆKSTEN I HELE NORDJYLLAND

Vi skal fremrykke etableringen af 3. Limfjordsforbindelse, som Aalborg og resten af Nordjylland har ventet på i 45 år – og det kan kun gå for langsomt. Det vil give os en ringvej rundt om hele Aalborg – og det vil aflaste hele Aalborg og hele Nørresundby for masser af gennemkørende trafik.

Vi vil få et fantastisk løft af bymiljøerne i Aalborg og Nørresundby, da trafikken ledes udenom. Samtidig vil det fremtidssikre vækst og udvikling i hele Nordjylland, fordi den nuværende infrastruktur er nedslidt og overbelastet – og det får virksomheder til at flytte væk, og nye til at holde sig væk.

LØFT TURISMEN - FRITAG FORLYSTELSER, HOTELLER og RESTAURANTER FOR AFGIFTER OG LEMP MOMS TIL NABO-NIVEAU

Nordjylland er Danmarks største turistdestination efter hovedstaden. Og derfor betyder det rigtig meget for hele vores landsdel. Vi pålægger i dag vores oplevelses- og turisterhverv afgifter, der gør konkurrencevilkårerne svære. I stedet skal vi fjerne ejendoms- og energiafgifter for hele turisterhvervet og reducere den moms, virksomheder og private skal betale, når de bruger vores restauranter og hoteller. Det vil betyde mange flere oplevelses- og turistjobs i Nordjylland. I en branche, hvor nedlukningen af Danmark har været fatal for mange.

GØR AALBORG TIL DANMARKS GRØNNE TESTCENTER (og vis verden, hvad Danmark kan).

Vi skal fortsat arbejde med etableringen af et grønt testcenter i Aalborg - så intenst som muligt. Og så skal Aalborgs Grønne Testcenter udpeges til - og fungere som - hele Danmarks Grønne testcenter. Fordi vi med Aalborg Universitet har Europas bedste tekniske universitet - og har vist, hvordan vi gør et stærkt erhvervsliv endnu stærkere - samtidig med, at det nordjyske erhvervsliv er grønne pionerer og konstant udvikler bæredygtige produktionsmetoder og grønne produkter.

Det er netop dét hele verden efterspørger - både nu og efter corona. Der er et gigantisk internationalt marked til dem, der kan, vil og tør. Og Aalborg og Nordjylland kan, vil og tør. I Aalborg og Nordjylland har vi takket været vores stærke universitet vist, hvordan vi gør traditionelle industrier grønne og bæredygtige. Vi er en verdenspioner – og vi er klar til at rykke.

STYRK VORES MENTALE HELBRED – FOREBYG MISTRIVSEL OG LØFT PSYKIATRIEN
Vi skal lære af corona-krisen – og af det, der gik forud. For corona-krisen er ikke det eneste, der har presset danskernes sundhed. Fremtidens vækst og velfærd afhænger også af, at vi får tacklet, at manges mentale helbred længe har været under pres. Blandt børn og unge er hver femte i mistrivsel. Det kræver på en særlig indsats – over alt i samfundet. Så vi ikke bare fokuserer på fysiske sygdomme og udfordringer, men også har fokus på at forebygge, at vores børn og unge starter livet ud med mentale problemer. Start med at få skabt den 10-årige plan for Danmarks psykiatri, som Lars Løkke Rasmussen var i gang med før folketingsvalget i 2019.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...