MARTEC dimitterede i dag 30 nye maskinmestre
30 nye maskinmestre afsluttede i dag deres uddannelse fra det maritime og polytekniske uddannelsescenter MARTEC i Frederikshavn. De kan nu kalde sig professionsbachelorer i maskinteknisk ledelse og drift.
Mange af dimittenderne er allerede i gang med deres karriere som tekniske ledere inden for energisektoren, industrivirksomheder, offshore eller søfarten. Den lave dimittendledighed skyldes i høj grad uddannelsens stærke forbindelse til og relevans for erhvervet, og at studiet afsluttes med et praktikophold ude i virksomhederne. Flere studerende finder således job i direkte forlængelse af deres praktik.
Maskinmestre er fortsat meget attraktive i industrien, hvilket talerækken afspejlede ved fejringen. Lars Skytte Jørgensen fra Alfa Laval i Aalborg opfordrede de unge til at udforske verden igennem deres kommende arbejde og understregede vigtigheden af det nære samarbejde mellem MARTEC og Alfa Laval. Alfa Laval i Aalborg beskæftiger i øjeblikket mere end 50 maskinmestre og bidrager desuden med praktikpladser under studiet.
Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen, gratulerede de unge og understregede vigtigheden af kompetente og veluddannede medarbejdere for den fortsatte udvikling af den maritime industri i Nordjylland.
Birgit Hansen understregede samtidig, at maskinmestre som faggruppe kan ride med på den grønne og blå bølge inden for teknologi, som skaber vækst i Danmark og ikke mindst i Nordjylland i disse år.
Ved arrangement blev der uddelt en række priser til elever, som har gjort sig positivt bemærket under uddannelsen:
- Mark Rødkær modtog flidspræmie fra Mærsk
- Dan Konnerup modtog flidspræmie fra foreningen Søfartens Fremme
- Richard Valentin Blichfeldt Sørensen og Said Elham Hamidi Andersen modtog begge en gave fra Maskinmestrenes Forening for en god indsats
- Technial Yacht Solutions tildelte bedste elev på søfartslinjen en pris, som tilfaldt Lars Hahn
- Endelig tildelte MARTEC Maskinmesterklub en pris fra underviserne på uddannelsen, som tilfaldt Troels Poulsen