MIRAKLET: Jan Gintberg kommer til Frederikshavn med nyt show i 2025
Fredag 4. april 2025 - altså om halvandet år - optræder Jan Gintberg i Det Musiske Hus i Frederikshavn med sit kommende show, "MIRAKLET". Billetsalget er netop gået i gang.
I 2025 rammes danske komikelskere endelig af en sanselig, satirisk og stærkt lårklaskende danmarksturné, når den altid aktuelle og utøjlede entertainer Jan Gintberg åbner scenetæpperne for sit spritnye og næste store comedy show, "MIRAKLET".
- Et mirakel er en vidunderlig sjælden hændelse. Lidt ligesom at slå en befriende brandskid på vej ud af en skolebus eller grine uhæmmet af en moden mands skæve undren over menneskets bimlende kollektive idioti. Det her show bliver en mageløs mirakuløs rejse ind i sjælens dummeste afkroge, lover Jan Gintberg.
Jan Gintberg siger videre:
- Jeg ser mit humoristiske virke lidt ligesom Mahatma Ghandi's. Det behøver ikke være decideret smukt, men det skal satme kunne blæse noget luft ind under sarongen. Det kan også godt være, det var Troels Lund Poulsen, der sagde det… men det gør det jo ikke mindre mirakuløst.
Jan Gintberg er én af landets skæggeste skæve komikere, og her over 30 år efter sin debut rammer hans altid omfavnende humoristiske betragtninger om livet og tidsånden blandet med hans sylespidse sikre satiriske stikpiller stadig plet i den danske selvforståelse.
Der kan købes billetter her.