Gå til hoved-indhold
06. oktober 2025 - kl. 00.10

​​​​​​​Nordjyllands Kystmuseum får vind i sejlene med ny ledelse

  • 1 af 1
    Salgs- og marketingschef og konstitueret direktør Maria Groes Eldh: - Vi knokler for at levere resultater og har vist, at vi i den grad bidrager til kommunens vækstspor Turisme & Oplevelser.
Af: Michael Frederiksen

De 28 ansatte på Nordjyllands Kystmuseum skal i den kommende tid have ny ledelse. Først skal der udpeges en ny bestyrelse, der starter 1. januar 2026, og den skal så ansætte en ny direktør og udarbejde en ny strategi, som sætter kurs og retning for Kystmuseets arbejde i de kommende år.

- Vi glæder os meget til samarbejdet med den nye bestyrelse. Kystmuseets medarbejdere har knoklet de seneste fem år for at realisere den strategi, som den afgående bestyrelse dygtigt har lagt i samarbejde med den tidligere direktør. En strategi, som betyder, at vi i perioden 2020-2024 har fået 44 procent flere gæster, øget vores egenindtjening med en million kroner, og støtten fra Slots-og Kulturstyrelsen er ligeledes øget her i 2025 i forbindelse med den nye museumsreform.

Sådan siger Maria Groes Eldh, der som salgs- og marketingschef siden 2020 har været helt inde i kernen af arbejdet med at få Nordjyllands Kystmuseum til at stå stærkere og med en skarpere profil.

- Vi står i dag på et solidt fundament, og det skal man anerkende både den hidtidige bestyrelse og direktør for. Det museum, som vi er i dag, er markant udviklet i løbet af de seneste fem år. De faglige afdelinger er langt mere specialiserede, og Kystmuseet har et højere aktivitetsniveau året rundt.

Maria Groes Eldh er konstitueret som direktør og har overtaget opgaver fra Henrik Gjøde Nielsen, der fortsætter som forskningschef på museet året ud med at færdiggøre et stort forsknings- og bogprojekt om snublesten i Frederikshavn Kommune.

Ny bestyrelse
Det statsanerkendte Nordjyllands Kystmuseum består af museumsafdelinger i Skagen, Sæby, Frederikshavn og på Bangsbo Fort.

I juni blev det meldt ud, at Kystmuseets nye bestyrelsesleder fra årsskiftet bliver Thomas Bloch Ravn, der uddannet historiker og som i perioden 1996-2024 var direktør for Den Gamle By. Han er tidligere formand for foreningen af danske specialmuseer og international præsident for den europæiske sammenslutning af frilandsmuseer. Han er desuden forfatter til en lang række bøger og artikler og er en flittig debattør indenfor kultur- og museumssektoren.

Thomas Bloch Ravn skal være med til at udvælge den nye bestyrelse efter indstillinger fra en række samarbejdspartnere.

1. januar erstatter han bestyrelsesformanden gennem 12 år, Per Frank Hansen, som sammen med den afgående bestyrelse selv har været med til at bane vejen for en øget professionalisering af Kystmuseets bestyrelse.

Per Frank Hansen har således sammen med kultur-og fritidsforvaltningen i Frederikshavn Kommune udarbejdet de vedtægtsændringer, som politikerne i Kultur-og Fritidsudvalget vedtog 13. maj i år, og som betyder, at Nordjyllands Kystmuseum bygger videre på den dynamiske udvikling og vækst, som man allerede har skabt med sigte på fortsat udvikling af eksisterende og nye projekter.

Bangsbo Fort – et potentielt kulturhistorisk fyrtårn
Ét af de eksisterende projekter, som Kystmuseets medarbejdere vil bygge videre på i tæt dialog med den nye bestyrelse, er et aktuelt udviklingsprojekt centreret om Bangsbo Fort, som kan blive et kulturhistorisk fyrtårn for hele Nordjylland.

Erhvervsfremmestyrelsen har nemlig bevilget midler til et nationalt projekt med fokus på "Udvikling af stærke kulturkraftcentre", som er steder der har en tæthed, høj kvalitet og sammenhæng i oplevelsesudbuddet, og som imødekommer den stigende efterspørgsel fra turister efter lokal kultur.

Projektet ledes af Dansk Kyst- og Naturturisme, som har peget på Bangsbo Forts store udviklings- og vækstpotentiale.

Frem til marts 2026 udarbejdes der nu et forprojekt med bud på, hvad der skal til for at udstillingerne på Bangsbo Fort kan være åbne for besøgende året rundt med sigte på realiseringen af et nyt, stort velkomstcenter af internationalt format.

- Bangsbo Fort er på nationalt plan en fantastisk case, fordi der er et stort kulturhistorisk potentiale, som kan foldes endnu mere ud. Men potentialet begrænser sig ikke kun til selve fortet - en stærkere helårsåben kulturattraktion vil booste kulturturismen og tiltrække flere gæster, der naturligt vil bevæge sig rundt og opleve, hvad resten af Bangsbo-området har at byde på hele året rundt, forklarer Maria Groes Eldh.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...