Gå til hoved-indhold
28. juli 2023 - kl. 21.07

Nu er ulovlige skrotbiler i massevis fjernet fra Mariendalsvej

  • 1 af 2
    - Vi følger selvfølgelig sagen fremover, så vi ikke kommer i en tilsvarende situation igen, siger kommunaldirektør Thomas Eriksen. Foto: Henning Larsen
  • 2 af 2
    - Vi følger selvfølgelig sagen fremover, så vi ikke kommer i en tilsvarende situation igen, siger kommunaldirektør Thomas Eriksen. Foto: Henning Larsen
Af: Michael Frederiksen

Knivholt Autoophug på Mariendalsvej i Frederikshavn har nu kun lovlige biler på sin grund. Intet mindre end 2.000 biler har skrothandleren haft stående på sin grund i mange år, selvom han kun havde tilladelse til at have 500. Nu er de sidste ulovlige biler blevet fjernet.

- Det er rart, at sådan en sag, der har kørt i rigtig mange år, nu finder sin afslutning til alles tilfredsstillelse, siger kommunaldirektør Thomas Eriksen, Frederikshavn Kommune, til TV2 Nord.

Kommunen har kendt til de ulovlige forhold gennem flere år uden at gøre noget, men kort før jul greb kommunen ind og gav ejeren af Knivholt Autoophug et påbud om at fjerne de 1.500 ulovlige biler, virksomheden havde stående.

Skrothandleren havde fået en frist frem til i torsdags for at få antallet af biler ned på de tilladte 500, og det er nu lykkedes.

- Vi følger selvfølgelig sagen fremover, så vi ikke kommer i en tilsvarende situation igen, siger Thomas Eriksen.

TV2 Nord kunne første gang fortælle om dyngerne af ulovlige skrotbiler i december sidste år, hvor det kom frem, at Frederikshavn Kommune var bekendt med, at Knivholt Autoophug havde langt flere biler stående på sin ejendom på Mariendalsvej, end virksomheden havde tilladelse til.

Efter afsløringer skred borgmester Birgit S. Hansen ind i sagen, og ejeren af Knivholt Autoophug fik et påbud fra kommunen om at fjerne de ulovlige biler.

- Her kan vi ligeså godt lægge os ned og sige, at her har vi været langmodige, og der har også været tider, hvor vi ikke har været opmærksomme og ikke vist handlekraft og det skal vi gøre nu, udtalte Birgit S. Hansen til TV2 Nord i december 2022.

Påbuddet i december viste sig dog ikke at være nok, for 1. februar, hvor bilerne skulle have været barberet ned til de lovlige 500, var der fortsat alt for mange biler på virksomhedens ejendom. Først til marts begyndte det store oprydningsarbejde, der altså nu i juli er afsluttet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...