Ny bestyrelse for Nordjyllands Kystmuseum på plads
- Jeg ser store udviklingsmuligheder og spændende perspektiver for Nordjyllands Kystmuseum, udtaler tidligere museumsdirektør for Den Gamle By Thomas Bloch Ravn i anledning af, at han som bestyrelsesleder for Nordjyllands Kystmuseum nu har den fremtidige bestyrelse på plads.
Tidligere på året udpegede Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune Thomas Bloch Ravn som leder af den bestyrelse, der tiltræder pr. 1. januar 2026. Udvalget gav blandt andet den tiltrædende bestyrelsesleder opgaven at sammensætte den bestyrelse, der de kommende år skal stå i spidsen for udvikling af de fire museer, der er samlet under den hat, der hedder Nordjyllands Kystmuseum.
Den nye bestyrelse består af ni medlemmer:
- Bestyrelsesleder, forhenværende museumsdirektør for Den Gamle By Thomas Bloch Ravn, seniorforsker, historiker
- Direktør Pia Ankerstjerne, MARTEC
- Forhenværede arkivar Erik S. Christensen, historiker og specialist i Frederikshavns historie
- Lektor og forsker i oplevelsesdesign Anne-Mette Kristensen, Business UCN og ekstern lektor AAU
- CFO, revisor Anja Mathiasen
- Direktør Elsebeth Gerner Nielsen, forhenværende kulturminister
- Koncerndirektør Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd
- Per Østergaard, IT-arkitekt og formand for Sæby Lokalhistoriske Hus
- NN, personalerepræsentant vælges senere.
Den nye bestyrelsesleder har udpeget de syv medlemmer, mens museets personale om kort tid vælger sin repræsentant til bestyrelsen.
Som noget af det første skal bestyrelsen finde en ny direktør for Nordjyllands Kystmuseum, efter at den hidtidige direktør Henrik Gjøde Nielsen i september valgte at opsige sin stilling. Dernæst skal bestyrelsen lægge en strategi for museets udvikling de kommende år.
- Set i lyset af alt det, der i øjeblikket sker omkring Frederikshavn, glæder det mig, at der allerede er spændende planer på vej for Bangsbo Fort, som jeg forestiller mig kan udvikles til en attraktion, som vil skabe stolthed lokalt og interesse hos såvel danskere som internationale turister. En udvikling af historiefortællingen omkring dette fantastiske sted vil også lægge op til en interessant dialog med både nutiden og fremtiden, hvilket jeg ser som en enorm styrke, udtaler Thomas Bloch Ravn.
Han forestiller sig også, at et sådant projekt kan gøre Nordjyllands Kystmuseum til en vigtig spiller, når Aalborg og Nordjylland (måske) bliver Europæiske Kulturhovedstad i 2032.
- I min tid i Den Gamle By var jeg selv med i processen, der førte til, at Aarhus blev europæisk kulturby, og jeg ved, hvilken betydning, det har, at man satser på noget, der har både substans, relevans og varighed. Det skal selvfølgelig ikke overskygge de muligheder, der ligger på Bangsbo og på museerne i Sæby og Skagen. Jeg glæder mig til sammen med bestyrelsen, en ny direktør og museets personale at fortsætte de gode takter, som jeg har set på museerne de senere år, siger Thomas Bloch Ravn.




































