Ny Project Manager til konference-team
Mette Dam fra Aalborg er netop tiltrådt i en nyoprettet stilling som Project Manager hos Destination NORD, som er destinationsselskab for Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner.
Hun får plads i Destination NORDs team for erhvervsturisme (Convention). Oprustningen sker dels i forbindelse med et opsving inden for møde- og erhvervsturismen, og dels fordi Aalborg Kommune har afsat midler til en øget indsats på området.
Mette Dam har gennem en årrække arbejdet inden for krydsfeltet mellem salg og marketing, blandt andet hos Aalborg Zoo og Det Nordjyske Mediehus. Hun har et stort kendskab til det nordjyske erhvervsliv og dermed masser af relevant erfaring - også med netværk, udviklingsopgaver og diverse samarbejdskonstellationer.
I det nye job skal hun bidrage til organisationens strategiske arbejde for - sammen med andre turismeaktører - at tiltrække nationale og internationale erhvervsturister, konferencer, kongresser og sportsevents.
Hun kommer også - som det øvrige team - til at arbejde bredt med erhvervsturismen, blandt andet ved at bistå internationale virksomheder i området med at afholde alt fra bestyrelsesmøder til store konferencer i Nordjylland.
Destination NORD er sammen med de øvrige 18 destinationsselskaber i Danmark sat i verden for at arbejde mere professionelt med turismefremme og dermed få skabt mere omsætning og jobs inden for turisme- og oplevelsesøkonomien.