Nyt Iscenter Nord skyder i vejret om fire-fem uger
Arbejdet med at rejse elementerne i Iscenter Nord forventes at begynde i uge 34, det vil sige i dagene 18.-22. august. Det oplyser direktør Karl Erik Slynge, Trigon, i en pressemeddelelse fra Ejendomscentret i Frederikshavn Kommune.
Nedbrydningsarbejdet er et overstået kapitel. Alt, der ikke skal genbruges, er pillet ned og kørt væk – tilbage er kun fundamentet, betontribunerne, VIP-loungen samt selve banearealet.
- Der er nu klar til en opbygning af det nye Iscenter Nord. Hen over sommeren støber vi sokler og gulve. Cirka i uge 34 begynder vi at rejse elementer til den nye bygning. Hallen skal nok stå klar til ligakampen mod Odense 5. december, forsikrer Karl Erik Slynge.
Som tidligere omtalt bliver der langt bedre og flere tilskuerfaciliteter, som samtidig er mere familie- og handicapvenlige. Og der er flere ting at glæde sig til.
- Brugernes forhold omkring bad/omklædning samt depotplads forbedres, og hallens daglige drift forbedres med bedre logistik omkring ishåndtering, mens energiforbruget minimeres med bedre isoleret klimaskærm, genbrug af smeltevand med videre, siger Karl Erik Slynge.
Afdelingsleder af Ejendomscentret, Peter Munk:
- Det har virkelig været en fornøjelse at deltage i en proces, hvor så mange interessenter intensivt har arbejdet for det fælles mål at reje en ny og forbedret skøjtehal på fundamentet af den gamle hæderkronede hal, hvis bærende konstruktioner desværre ikke kunne mere.
Hallen forbedres og udvides ligeledes på erhvervsdelen, som er medfinansierende i projektet, så forholdene omkring sponsorer optimeres,. Det samme gælder presse- og tv-faciliteterne, så kampene kan tv-transmitteres til dem, der ikke kan nå i hallen og opleve stemningen.





































