Perfekte Warberg sidder stadig på en piedestal
Det er efterhånden tre år siden, at 34 årige Thomas Warberg næsten væltede Det Musiske Hus i Frederikshavn med et one man show, der dengang efterlod en fyldt sal i mavekramper. Dengang satte undertegnede, uden tøven, Warberg op på en piedestal hvor kun folk som Matthesen og Øgendahl befinder sig.
Forventningerne var derfor næsten umenneskelige, og risikoen for at blive skuffet syntes absolut at være til stede. Men nej, de tre år, der er gået, siden vi senest så Thomas Warberg i Frederikshavn, er blevet brugt til at samle materiale til showet "Perfektion, overskud og andre lorteord", hvilket mere end noget andet kunne antyde, at der var noget uhøjtideligt og usnobbet i vente. Det viste sig at holde stik.
Thomas Warberg indtog scenen med sin sønderjyske, lidt kejtede, drengede og helt gennem charmerende attitude, hvor indgangsvinklen til publikum egentlig var, at han sådan set næsten var lidt ked af, at han forstyrrede på sådan en småtrist fredag aften.
Det, som gør Thomas Warberg helt speciel, er, at han tager meget tunge og tabubelagte emner op, tvister dem 180 grader, og serverer dem til publikum i en indpakning, som gør, at man kan se sig selv i situationerne - uden at tænke, at det virker underligt og forkert.
Hvem havde troet, at dødkedelige emner som ekstremt vægttab, samlivsproblemer, huskøb, kogebøger og ej at forglemme hovedbundsproblemer kan efterlade en fyldt sal i nådesløs latterkrampe. Det er en præstation, som kræver sin mand, og Thomas Warberg er manden, der kan formidle og forløse den fastlåshed, som man til tider kan opleve i det øjeblik, man passerer Limfjorden i nordgående retning.
Det gennemgående tema var vi menneskers ekstreme jagten på det perfekte liv i enhver form. En jagt, som næsten altid munder ud i et resultat, som ikke bliver perfekt, men som ender i stress og en følelse af utilstrækkelighed. Igen vil man i læsende stund sidde med en følelse af, at det jo på ingen måde er morsomt. Det er det jo naturligvis heller ikke i udgangspunktet, men kunsten ligger i detaljen, i mimikken og ikke mindst den ekstremt velinstruerede timing, som holder publikum fast i en skruestik og ikke slipper taget på noget tidspunkt.
Som afslutning på hele seancen fik vi syn for sagen. Thomas Warberg har selv tabt 40 kilo i jagten på det perfekte. Et mål han efter eget udsagn ikke har opnået, men det vi så, var nu et nydeligt syn, da han smed sin T-shirt og poserede for publikum med bar overkrop. Måske føler Thomas Warberg ikke, at han, uanset hvad han gør, kan blive perfekt, men showet vi fik denne aften var ganske tæt på.
En perfekt afslutning på arbejdsugen bliver krydret med 5 ud af 6 stjerner.





































