Gå til hoved-indhold
22. maj 2025 - kl. 15.05

Rejsegilde hos Larsen & Tamborg: Flytter på Knivholtvej 1. november

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Peter Marquard

Torsdag eftermiddag holdt Larsen & Tamborg rejsegilde for sit nye domicil på Knivholtvej i Frederikshavn. Alt går efter planen, og direktør Lars Holm Kristensen forventer, at man kan tage det markante byggeri i brug omkring 1. november, hvor firmaet samtidig fejrer 45-års jubilæum.

Et rejsegilde er en ældgammel tradition, der handler om at velsigne guderne, så guderne velsigner det nye byggeri. Hvis byggeriet ikke var velsignet af guderne, kunne onde ånder til enhver tid bringe ulykker over huset og beboerne.

- Om det var et tilfælde, at solen lige kiggede forbi på en dag med møgvejr, da jeg holdt min tale kl. 14.00, skal jeg lade være usagt. Men ellers har vi været heldige med vejret siden første spadestik, og alt kører efter planen, så vi forventer, at de nye bygninger kan tages i brug 1. november i et år, hvor vi også kan fejre vores 45-års jubilæum, siger direktør Lars Holm Kristensen fra Larsen & Tamborg, der samtidig sendte en stor ros i retning af alle involverede håndværkere.

Tømrer-, snedker og byggevirksomheden holder i dag til på hjørnet af Barfredsvej og Råholtvej. På Knivholtvej kommer firmaet til at råde over 400 kvadratmeter administrations- og kontorbygning samt en 800 kvadratmeter lagerhal.

- Vi glæder os til at flytte til de nye lokaler på en god og synlig placering, hvor vi også får glæde af et stort udenomsareal. Byggeriet vil være en kæmpe opgradering i forhold til nuværende lokaliteter på Barfredsvej 1, og det skaber gode arbejdsforhold for både funktionærer og håndværkere. Med det nye domicil får vi muligheden for at skabe et arbejdsmiljø, der fremmer medarbejdernes trivsel og produktivitet. Den nye administrationsbygning vil blandt andet inkludere enkeltmandskontorer og velfærdsrum, siger Lars Holm Kristensen.

Virksomheden har selv designet og projekteret byggeriet i samarbejde med et ingeniør-team. Domicilet omfatter en 400 kvadratmeter administrationsbygning med moderne kontorfaciliteter. Herudover en 800 kvadratmeter hal med opvarmet værksted samt lageropbevaring af stillads, byggepladsmateriel med videre.

Særligt kontorbygningen udføres med fokus på bæredygtighed og miljøvenlighed. Den bliver opført med bærende elementer i træ, hvilket ikke kun reducerer CO2-aftrykket, men også skaber et behageligt indeklima. På taget af lagerhallen installeres et stort solcelleanlæg, der vil dække en stor del af bygningernes el-forbrug.

Larsen & Tamborg A/S er en tømrer-, snedker- og byggevirksomhed, der specialiserer sig i alle former for byggeri i fag-, hoved- og totalentrepriser. Virksomheden har gennem mange år opbygget et solidt ry og en meget loyal kundebase. Med en solid erfaring i branchen tilbyder virksomheden skræddersyede løsninger til både private og erhvervskunder. Udover større byggeprojekter udfører Larsen & Tamborg A/S også små reparationer og diverse renoveringer, altid med fokus på kvalitet og kundetilfredshed.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...