Gå til hoved-indhold
29. april 2014 - kl. 13.04

Renovering af Iscenter Nord: Licitation på torsdag

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Tegningerne har vi set på i flere måneder, men nu ser det ud til, at entreprenørmaskinerne godt kan begynde at køre i stilling.
Af: Kanal Frederikshavn

Ishockeyfans i Frederikshavn venter efterhånden utålmodigt på, at entreprenørmaskinerne bliver synlige og renoveringen af Iscenter Nord går i gang. Licitationen finder sted på torsdag 1. maj, og herefter kommer det efter alt at dømme til at gå rigtigt stærkt

Udbuddet gennemføres som omvendt licitation i totalentreprise. Herefter tages stilling til de fremsendte projekters indhold jævnfør til den angivne økonomiske ramme samt funktionsbeskrivelserne i udbudsmaterialet.

Af hensyn til sæsonstarten i Iscenter Nord anses det for nødvendigt, at byggeriet iværksættes hurtigst muligt for at få byggeafslutning i oktober. Der lægges derfor op til en hurtig proces til bedømmelse og udvælgelse af det endelige projekt.

Renoveringen forventes at koste 36,2 millioner kroner. En privat investorgruppe, som Elite Nord Frederikshavn A/S har fundet, skyder 15 millioner kroner i projektet, mens kommunen betaler 21,2 millioner kroner. Penge, som allerede er afsat på det kommunale 2014-budget. 

Sagen skal drøftes i Økonomiudvalget onsdag eftermiddag, og allerede onsdag aften lander den på byrådets bord. Her lægges der blandt andet op til, at de 31 byrådsmedlemmer bemyndiger direktionen til at godkende det endelige projekt. 

Der er fra 2015 renter og afdrag på kommunens lån til renovering af Iscenter Nord på 1.165.500 kroner pr. år i 25 år. Disse udgifter er ikke medtaget i budgettet. Det har i forberedelsen af projektet været hensigten, at der inden for den samlede økonomi for et renoveret Iscenter Nord skulle findes dækning for den fremtidige driftsøkonomi, herunder renter og afdrag på lånet til finansiering af  anlægsøkonomien.

 

Det er en forudsætning, at der senest 15. maj 2014 foreligger kontrakt mellem kommunen, investorgruppen og øvrige brugere af Iscenter Nord, der beskriver økonomien i det renoverede Iscenter Nord. Kontrakten udarbejdes med højest mulig medfinansiering fra investorgruppen til driftsøkonomien, der så vidt muligt ønskes udgiftsneutralt for Frederikshavn Kommune. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...