Gå til hoved-indhold
01. februar 2025 - kl. 15.02

Retfærdighedens Venneforening klar med varieret forårsprogram

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Venneforeningen i For Retfærdigheden i Sæby er nu klar med programmet for foråret 2025, og der er tale om et meget varieret og alsidigt program.

14. februar kl. 14.00-15.30 bydes på fredagssang, hvor der synges fra Højskolesangbogen samtidig med hygge og snak. Der er gratis adgang. Arrangementet gentages 14. marts.

24. februar kl. 19.00 er der lagt op til en nostalgisk aften, når duoen DYVEKE tro mod originalerne leverer film- og revysange fra 20’erne, 30’erne og 40’erne. Samtidig giver duoen, bestående af Torben Warncke og Henrik Prip Eriksen, sangene nyt liv i form af vokalharmonier og en anderledes instrumentering. Entré 100 kroer, som betales ved indgangen i Algade.

3. marts vil en bogcafé være oplæg til en inspirerende aften, når bibliotekarerne anbefaler læseværdige bøger. Der serveres kaffe og æblekage, så entréen bliver 50 kroner.

31. marts er der generalforsamling med en efterfølgende let anretning.

Foredraget "Sæby under 2. verdenskrig" har været et populært tilløbsstykke. For nu tredje gang fortæller Henning Sørensen 3. april kl. 19.00. Der er gratis adgang. Billetter kan bestilles på www.retfaerdigheden.dk.

28. april kl. 19.00 udbydes en aften med Else Beyer Knuth-Winterfeldt med foredraget ”Imellem krig og fred". Den franske revolution i 1789 og Napoleons-krigene bliver startskuddet til langvarige og gennemgribende forandringer i Europa og Rusland. Fokus rettes mod den efterfølgende tids blomstrende litteratur - ikke mindst mod øst til Rusland, som afspejler det enkelte menneskes tanker, visioner og bristede illusioner. Der ses nærmere på politiske og litterære strømninger i 1800-tallets Rusland, der også er grundsten for landets nuværende historie. Der serveres æblekage og kaffe/te. Entré 100 kroner.

Samme servering og pris er gældende, når journalist Frode Muldkjær – blandt andet kendt fra radioprogrammerne ”Syvti” og ”Søndagskvisten” - 12. maj taler om "Børn er også en slags mennesker".

Desuden er der live-streaming af seks spændende aftenforedrag fra Aarhus Universitet. Det gælder 25. februar ”DNA’en omkring os”, 11. marts ”Udforskningen af Grønland – før og nu”, 8. april ”På tur i Mæljevejen igennem rum og tid”, 29. april ”Dybhavet – nyt fra en ukendt verden” samt 6. maj ”Vil resistente bakterier slå os ihjel?”

Der kan læses meget mere om de mange forskellige arrangementer på www.retfaerdigheden.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...