Smykkebutik: Vi bliver chikaneret af en kollega
OPDATERET KL. 12.50: Smykkebutikken Dornor i Frederikshavn beskyldes for at kopiere Guldsmed Birgitte Munchs produkter, men det stopper ikke her. Dornor har til sin store overraskelse opdaget, at det er sket en "fjendtlig overtagelse" af domænenavnet www.dornor.dk.
"Dornor, det er alvorligt!", står der på hjemmesiden, hvor der er også er et overvågningskamera og symbolet for copyright. Eller rettere stod der. Efter Kanal Frederikshavns omtale i dag, er forsiden pludselig blevet ændret.
Dornor har ved en beklagelig fejl glemt at betale domænenavnet, og den chance har et familiemedlem til en medarbejder hos Guldsmed Birgitte Munch udnyttet til at købe domænenavnet.
Det er ægteparret Rikke og Christian Heidemann, som ejer Dornor. De har fået nok af advokatbreve, "domæne-tyveri", beskyldninger om krænkelse af ophavsret, mistænkeliggørelse af ægtheden af Dornors ædelmetaller og lavere priser samt trusler og beskyldninger på blandt andet sociale medier.
- Vi har vendt kinden til lige siden, vi åbnede i Frederikshavn i 2017, men nu er det ok. Vi vil ikke behandles på den måde. Der er ingen grund til at tale ondt om hinanden. Tværtimod skal vi glæde os over, at Frederikshavn har udviklet sig til Smykkernes By, mener Christian Heidemann.
Han henviser til, at Frederikshavn har mindst en håndfuld dygtige guldsmede og smykkedesignere.
Donor har set sig nødsaget til at lave en længe skrivelse på butikkens Facebook. Her forsvarer Dornor sig mod de forskellige angreb.
- Først og fremmest er der selvfølgelig en grund til, at vores smykker er relativt billigere. Vi handler direkte med perlefarmeren i Kina og dem, som sliber diamanterne i Indien. Vi har ingen mellemled, udtaler Christian Heidemann til Kanal Frederikshavn.
Lige siden åbningen i december 2017 har Dornor oplevet en stigende efterspørgsel fra en tilsyneladende bred målgruppe. Udviklingen gør, at Dornor har udvidet sin produktion med eget værksted i Thailand, hvor der traditionelt er mange dygtige guldsmede. Det er også med til at holde priserne nede.
Christian Heidemann afviser, at Dornor stjæler andre smykkedesigns.
- Størstedelen af vores smykkedesigns er designet mange gange før i forskellige variationer, og vi er ikke ude på at krænke andre smykkevirksomheders ophavsret, understreger han.
Dornor gør desuden opmærksom på, at både deres ædelsten og -metaller naturligvis er ægte. Donor er således registreret i Ædelmetalkontrollen, som løbende tester, om forhandlerne overholder den anviste karat.
Dornor er tæt på at lancere en ny hjemmeside og webshop. Efter den "fjendtlige overtagelse" af donor.dk bliver det i første omgang kun på dornor.com. Med en klagetid på fem-syv måneder må kunderne væbne sig med tålmodighed, når de går ind på dornor.dk.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Guldsmed Birgitte Munch, men hun oplyser, at hun som grundprincip ikke ønsker at kommentere på forhold i andre virksomheder.