Sprøjtning af kommunale pyntearealer: Må der være lidt ukrudt?

Som et forsøg blev en stor flade udført med en speciel grusbelægning, der skulle forhindre ukrudt i at spire. Hvilket ikke helt holdt. Hvor der er vand og lys, finder plantevæksten (heldigvis) vej.

På det tidspunkt var den kommunale politik, at der ikke måtte sprøjtes med pesticider på kommunale arealer. Derfor blev ukrudtsbekæmpningen udført med gasbrændere. I praksis foregik det ved, at der kom en lille traktor med gasbrændere monteret, som kørte over arealet en enkelt gang. Suppleret med en håndbetjent gasbrænder omkring træer og afgrænsningspiller. Dette gentog sig en håndfuld gange i løbet af sæsonen.

Som bekendt har vi været igennem en turbulent økonomisk periode efter kommunesammenlægningen. Da det kommunale tekniske udvalg fik en ny formand med landbrugsfaglig baggrund, blev pesticidforbuddet skrottet. Man mente at kunne spare penge ved at finde sprøjten frem igen.

Med et yderligere argument om hensyn til klimaet blev brændersættet til traktoren afskaffet sidste år. I stedet er den blevet udstyret med et sprøjtesæt. Vi har så fået serveret en omgang sprøjtegift på vores dørtrin seks-otte gange om året. Det efterlader en kraftig stank af syrlig sæbe, som kan holde sig flere dage. Og især de første timer svier i øjne og næse. Er vinden vestlig, har vi stanken inde i hus og have.

Vi har boet på adressen i 29 år. Vi har aldrig brugt en dråbe sprøjtegift eller et gram kunstgødning i haven. Af princip! Og vi har en særdeles frodig og frugtbar have, som ikke kræver det store arbejde at passe. Som mange andre også har opdaget, så giver en varieret og rig plantebestand også en solid og afbalanceret biotop, som kan modstå diverse sygdoms- og skadedyrsangreb. Behøver jeg at nævne at der selvfølgelig følger et rigt insekt- og fugleliv med en frodig have. Har jeg uønsket plantevækst (ukrudt), fjernes det manuelt. F.eks. med et hakkejern. Det er hurtigt, effektivt og ret let. Det giver også gratis motion…

Jeg bliver voldsomt provokeret af den kommunale praksis. Især når miljømyndighederne kraftigt opfordrer husejere til at droppe brugen af havekemi. Derfor kontaktede jeg sidste år Frederikshavn Kommune for at høre, hvad der er i sprøjten. Jeg fik et godt og oplysende svar fra lederen af den pågældende afdeling:

 ”Når du ser vi kommer kørende med vores lille traktor, så sprøjter vi ikke bare vidt og bredt. Vi kører med en sprøjte, der kun sprøjter der, hvor der en grøn bladmasse at ramme på. Vi bruger en sprøjte, der rammer planter via fotocelle på en selektiv sprøjte, der kun regerer på fotosyntesen i planten, så den åbner og lukker konstant.

Midlet vi bruger er et svie middel fra Eco Style, der ikke indeholder pesticider.

Vores plan for bekæmpelse af ukrudt er, at vi kommer fra 4-6 gange på en sæson.”

Jeg affandt mig i første omgang med svaret, men gentagne omgange øjen- og lugtgener i hjemmet fik mig til at tjekke op på Eco Style: Midlet indeholder det aktive stof Pelargonsyre (fedtsyre), som ødelægger cellevæggene i de plantedele der rammes. De udtørrer og dør dermed.

Stoffet står som nr. 40 på stofbekendtgørelsen fra Miljøministeriet og er godkendt til brug på arealer som det omtalte. Også af private. Men, i godkendelsesnotatet fra ministeriet står også, at stoffet kan give alvorlige hud- og øjenlidelser, kan skade vandlevende dyr (der er ikke undersøgt for konsekvenser for jordlevende insekter og orme, men dem kan vi jo selv tænke os til…) og derfor ikke kan godkendes som lavrisiko aktivstof. Hvorfor emballagen er mærket med et faretegn.

I sommer var jeg hjemme, da sprøjtetraktoren ankom til pladsen foran mit hus. Og det er rigtigt, at den var udstyret med lys, og fotoceller som aktiverede sprøjten og sendte sprøjtevæsken ned på de planter, den registrerede. Det så ret flot ud. Men da traktorføreren efter første tur vendte og kørte en tur mere, steg min undren. Dette gentog sig adskillige gange. I alt fik området seks gange sprøjtemiddel! Et veritabelt bad! Brostenene var våde 10 timer efter! Det forklarede stanken og den svien i øjnene, vi ofte har konstateret!

Forleden havde den været der igen, kunne jeg konstatere, da jeg kom hjem om eftermiddagen. Med samme konsekvens. Derfor dette skriv!

Det jeg kunne observere fra mit stuevindue, var 6 x dosering! Det vil sige, der er tale om et helt andet gift-/miljø forhold, end det midlet er godkendt til!

Og så kan man jo begynde at regne på økonomien i sprøjteindsatsen: Hvis virkningen af midlet er så ringe, at behandlingen skal gentages 6 gange, er argumentet for at sprøjte også væk. Havde man i stedet valgt en mekanisk- eller en damp-løsning, havde det kun været nødvendigt med én behandling. Måske med lidt lavere fremhøringshastighed. Men stadigvæk en betydelig mindre arbejdsindsats end det sprøjtningen kræver. Den gamle brændertraktor kørte også kun over området en gang…

Og så er der hele det moralske og etiske element i sprøjteindsatsen. Var her tale om at sikre vital fødevareproduktion, var det jo et helt andet regnestykke, der skal stilles op. Men der er tale om et pynteareal! Og skåret ind til benet, er det her jo et spørgsmål om smag og behag. Og moral!

Det er jo efterhånden en ganske adopteret viden, at vi ikke kan blive ved med at udsætte vores omgivelser for de kemiske belastninger, vi har forlystet os med de sidste 70 år. Landbruget er efterhånden ganske reguleret på området, og her arbejdes konstant på at nedbringe mængden af anvendte kemikalier. Samtidig bliver private haver fremhævet som et område, hvor brugen af kemikalier er stigende, og hvor håndteringen tit er ganske uansvarlig. Og – vil jeg hævde – helt unødvendig!

Jeg vil påstå, at den danske haveejer er klar over, at kemikalie-svineriet er problematisk. Men når alle andre – inkulsiv Frederikshavn Kommunes ejendomsservice – sviner rundt med sprøjtegiften, så kan det jo hurtigt opfattes som normen! Og helt OK.

Når miljømyndighederne på det kraftigste advarer om overforbruget af sprøjtegift på private havearealer, er andre offentlige virksomheder nødt til at bakke op omkring det. Det kan godt være, at den praksis, vi ser anvendt på kommunale pyntearealer, er efter godkendte standarder (hvis den holder sig indenfor disse…), men der er også "eksemplets magt" i det her! Hvis haveejerne kan se de professionelle løse problemerne med mere miljøvenlige værktøjer, vil det også inspirere til andre løsninger i de private haver.

Og så ligger der også en politisk diskussion og venter her. Hvordan skal de kommunale pyntearealer se ud? Må der være lidt ukrudt? Kunne der investeres lidt midler i robuste og mindre plejekrævende planteoverflader i stedet for grus- og betonørkener? Jeg er overbevist om, at de dygtige folk i den kommunale gartnerafdeling kan trylle løsninger frem.

Man kunne også tænke i løsninger, hvor naboer laver ukrudtsbekæmpningen/slår græsset på kommunale arealer. Vi rydder sne og gruser på kommunale fortove i forvejen. Skulle man finde på at erstatte den famøse belægning foran min hoveddør med græs, indgår jeg gerne en aftale om at passe det. Bare jeg slipper for sprøjtemidlet…