Succes-virksomhed flytter afdeling til Frederikshavn
Sports Group Denmark A/S - med hovedsæde i Silkeborg - flytter i efteråret hele sin ketcher-division til Frederikshavn, hvor der i første omgang skal bruges 8-10 medarbejdere.
- Valget af Frederikshavn skyldes blandt andet, at det ligger godt i forhold til vores distribution i Skandinavien, men det spiller selvfølgelig også ind, at vi har to nøglemedarbejdere boende i byen, forklarer salgsdirektør Mark Christiansen.
Sports Group Denmark designer, producerer og distribuerer sports- og fritidstøj til mænd, kvinder og børn. Virksomheden er blot otte år gammel, men har allerede en årlig omsætning på 600 millioner kroner, heraf tegner ketcher-divisionen sig for over 50 millioner kroner.
Alt, hvad der har med tennis, badminton, bordtennis og padel at gøre, flytter til Frederikshavn. Sports Group Denmark har lejet sig ind i den gamle Martin-fabrik på Saltebakken, hvor 2400 kvadratmeter i øjeblikket sættes i stand og forvandles til lager, showroom og kontor. Det er planen, at indflytningen finder sted i løbet af november.
- Det ligger strategisk godt for os. Vi er tæt på havn og motorvej, og der er kun 45 minutter til Aalborg Lufthavn. Vi har desuden vores svenske sælger i Göteborg, og vores norske agent kan sejle til Hirtshals, forklarer Mark Christiansen, der selv stammer fra Sæby, men i dag bor i Aalborg.
De to omtalte nøglemedarbejdere i Frederikshavn er Henrik Geisler og John Nyborg. Førstnævnte er sælger og klubansvarlig, når det gælder badminton, mens sidstnævnte holder styr i alle tråde på kontoret.
Ud over de to skal der ansættes en regnskabschef, en logistikchef, en-to faste medarbejdere på lageret og to-tre fritidsmedarbejdere på lageret. Muligvis bliver der også brug for marketingsmedarbejdere på Saltebakken.
- I det daglige bliver det John Nyborg og regnskabschefen, som får ansvaret for vores afdeling i Frederikshavn, men jeg regner også med at være her en dag om ugen eller i hvert fald hver anden uge, siger salgsdirektøren.
Ketcher-divisionen forhandler mærkerne Babolat (tennis og padel), VICTOR og FZ FORZA (badminton) samt Double Fish (bordtennis). Skandinavien er det primære marked.
- Vi har i dag et eksternt lager i Herning, hvor vi er presset på pladsen, og vi føler, det giver god mening at samle ketcher-divisionen på vores eget lager i Frederikshavn. Det vil betyde en bedre service til glæde for klubber, spillere og sponsorspillere, mener Mark Christiansen.
Sports Group Denmark har analyseret, hvordan tingene formentlig udvikler sig de kommende år i branchen, og her er service, når det gælder logistik og it afgørende.
Der bliver et stort og flot showroom i Frederikshavn. Det vil tiltrække kunder og salgsagenter fra hele Europa. Mark Christiansen glæder sig over, at lokalerne i Frederikshavn er så store, at der er plads til et nyt ketcher-mærke.
Sports Group Denmark leverer allerede tøj og bolde fra VICTOR til Vendsyssel Elite Badminton og moderklubberne Frederikshavn, Skagen og Hjørring.






































