Tidligere SFO-start fra 1. maj – er vores børn klar?
Bestyrelsesformand Nikoline Svensson har skrevet dette indlæg på vegne af forældrebestyrelsen i Dagtilbudsområde Syd i Frederikshavn Kommune: Kære forældre og beslutningstagere. Vi skriver som forældrebestyrelse med en alvorlig bekymring for det forslag, som Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til tirsdag 17. juni: At børn fremover skal starte i SFO allerede den 1. maj det år, de fylder seks år.
Det lyder måske som en lille ændring – men konsekvenserne kan være store.
Hvad betyder det i praksis?
Et barn født i december vil med den nye ordning starte i SFO som 5 år og 5 måneder. Det er et barn, der stadig er i børnehavealderen, og som nu skal ind i en ny og større ramme med færre voksne og højere krav til selvstændighed.
Med tidlig SFO-start er det børn, som kommer til at gå i denne ramme hele dagen og ikke som skolebørn, der er i SFO om morgenen og eftermiddagen. Tidlig SFO-start vil reelt betyde en børnehave med dårlig normering, som ikke nødvendigvis fremmer børns trivsel, udvikling, læring og dannelse.
Fra tryghed med voksne tæt på til lavere normering
I børnehaven er der lovpligtige minimumsnormeringer. Det er der ikke i SFO. Det betyder, at der i princippet kan være 20 børn pr. voksen. Det er en markant ændring i det pædagogiske miljø, som kan påvirke børns trivsel og tryghed.
Hvad siger forskningen?
VIVE har udarbejdet en rapport, som peger på, at børn, der starter tidligere i SFO, kan opleve højere mistrivsel og flere udfordringer i overgangen. Det gælder især for de yngste og mest sårbare børn.
En besparelse – men for hvem?
Forslaget er en del af en større budgettilpasning. Kommunen sparer penge ved at flytte børn tidligere fra børnehave til SFO, men det sker på bekostning af børnenes tryghed og udvikling. Ifølge bilag 1 i budgetforslaget vil det betyde en reduktion på over otte fuldtidsstillinger i børnehaverne.
Hvad med børnene?
Vi spørger: Er det rimeligt, at børn skal betale prisen for en kommunal besparelse? Er det ansvarligt at presse børn tidligere ind i en ramme, der ikke er gearet til deres alder og behov?
Vi opfordrer Børne- og Ungdomsudvalget til at genoverveje forslaget. Lad os tage børnenes perspektiv alvorligt. Lad os sikre, at overgangen til skole sker med tryghed, nærvær og udvikling. Ikke med stress og for få voksne.