Gå til hoved-indhold
04. juni 2020 - kl. 00.06

Tøjeksperten lukker og åbner igen i Havnegade

  • 1 af 5
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 5
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 5
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 5
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 5 af 5
    Se billeder fra gamle dage af H.C. Jensen under artiklen.
Af: Michael Frederiksen

20. juni slutter en epoke på Kirkepladsen i Frederikshavn. Her er det sidste dag, at Tøjeksperten har åbent på hjørnet af Danmarksgade og Jernbanegade.

"Gamle" frederikshavnere kalder stadig tøjbutikken for "H.C Jensen", som i mange år lå netop på dette centrale hjørne i midtbyen.

Men nu er det snart slut. PWT Group A/S - selskabet bag Tøjeksperten - blev ganske vist reddet tidligere på ugen, men rekonstruktionen af selskabet betyder, at der lukkes 20 butikker.

PWT Group A/S står også bag tøjkæden Wagner, der blandt andet har en afdeling i Havnegade. Fremover skal der kun være én butik i Frederikshavn, og det bliver en kombination af de to forstået på den måde, at Tøjeksperten overlever, men flytter ned i Wagners lokaler ved Fisketorvet.

- Det er en mere central placering, og desuden er lejemålet i ét plan i modsætning til her på Kirkepladsen, siger Jakob Bjørnager Kristensen, der for fem år siden overtog jobbet som butikchef for Tøjeksperten Frederikhavn efter Torben Mark.

Han flytter med i Havnegade som den eneste af de nuværende medarbejdere i Tøjeksperten. Det betyder, at to fuldtidsansatte, en deltidsmedarbejder og en ungmedarbejder mister deres arbejde.

Jakob Bjørnager Kristensen skal være souschef for Tøjekspertens kommende afdeling i Havnegade. Wagners nuværende butikschef, Jeanette Mogensbæk, fortsætter i rollen som butikschef, ligesom kunderne også fremover kommer til at møde Jan Andreassen.

- Det er mærkeligt, at det hele slutter her nu, men vi glæder os til at lave en lækker butik i Havnegade, siger Jakob Bjørnager Kristensen.

Tøjeksperten har siden tirsdag haft 50 procent på hele butikken, og det har skabt stor travlhed.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...