Gå til hoved-indhold
07. januar 2024 - kl. 11.01

Tronskifte markeres med 3 x 27 kanonsalutter ved Krudttårnet i Frederikshavn

  • 1 af 1
    Næste søndag bliver Kronprins Frederik til Kong Frederik. Det fejres i Frederikshavn ved Krudttårnet. Foto: Helle Krag Hornshøj
Af: Michael Frederiksen

Når Kronprins Frederik næste søndag - 14. januar - udråbes til Kong Frederik 10., markeres det også i Frederikshavn. Det sker ved Krudttårnet, hvor Fladstrands Sortkrudtsskytter tager opstilling med Tordenskiolds Soldater Fladstrands artilleri-kanoner og gennemfører en historisk salutering.

Inden salutteringen kan der fra kl. 14.00 varmes op til den imponerende oplevelse i Krudttårnet, hvor personalet står klar til at servere kaffe, fadøl, vin og sodavand. Der arbejdes desuden også på opstilling af storskærm med direkte transmission fra Amalienborgs Slotsplads, når Danmarks nye konge udråbes af statsminister Mette Frederiksen, inden saluteringsceremonien begynder.

Laurits Nielsen og Ole Johansen fra Tordenskiolds Soldater Fladstrand står for organiseringen af saluteringen, og de glæder sig.

- Det er ikke hver dag, vi har mulighed for at lave en så omfattende salutering. Det er faktisk den største ceremonielle salutering, vi til dato har udført, fortæller Laurits Nielsen med gnist i øjnene.

Ole Johansen supplerer:

- Vi har fulgt kronprinsen, siden han blev gift i 2004 med 3 x 21 skud, og i 2018, hvor kronprinsen besøgte byen ved vores købstadsjubilæum. Her fik han under afsejlingen på Kongeskibet en fantastisk 21 skuds salut fra Paradiskajen. Efter afsejlingen på Kongeskibet ringede Jagtkaptajnen og udtrykte særdeles stor tilfreds med saluteringen.

Laurits Nielsen og Ole Johansen glæder sig meget til at medvirke i denne store historiske begivenhed.

- Nu gælder det jo indtrædelsen af Danmarks nye regent 14. januar, hvor vi i alt skyder 81 kanonsalutter. Der skal en ret stor mængde sortkrudt til opgaven, men vi er så heldige, at vi i Byprojekt Tordenskiold, i forbindelse med lukningen af DENEX (ammunitionsfabrikken i Elling) for nogle år siden, fik skænket sortkrudt til fremtidige saluteringer, f.eks. i forbindelse med Tordenskioldsdage og særlige arrangementer som dette. Alle tilladelser er i hus, og vi forbereder en flot oplevelse på Krudttårnspladsen, hvor der er sørget for sikkerhed og god placering af publikum, så man trygt kan opleve den store salutering, udtaler Laurits Nielsen.

I dag har Christianssand Artillerie Compagnie meddelt, at de stiller med fire artillerister for at hjælpe med den storslående salutering.

Alle er velkomne til at overvære den historiske hændelse ved Krudttårnet.

- Vi opfordrer til, at man kommer i god tid og måske køber en forfriskning i Krudttårnet, så kan man jo sammen med venner eller familie skåle for Danmarks nye konge under salutteringen, fortæller Ole Johansen.

Hunde må denne dag af gode grunde ikke medbringes. Har man mindre børn med, anbefaler arrangørerne, at man påfører dem høreværn, så de får en tryg oplevelse. Publikum skal respektere anvisninger fra sikkerhedspersonalet på pladsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...