Vil lave syv boliger over SuperBrugsen i Skagen
Coop Danmark ønsker at indrette syv nye boliger på første og anden sal over SuperBrugsen på Sct. Laurentii Vej 28 i Skagen. Sagen drøftes på tirsdag i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
En tilladelse til projektet vil være principiel og have afgørende præsedensvirkning for efterfølgende projektønsker i Skagen midtby. Teknik- og kulturdirektør Thomas Eriksen indstiller, at ansøgningen drøftes principielt i forhold til udviklingen af Skagen midtby.
Det lokale arkitektfirma RJ Arkitektur skriver i ansøfningen til Frederikshavn Kommune, at Coop Danmark har et ønske om, at alle deres bygninger giver kunder og forbipasserende en oplevelse af en virksomhed, som prioriterer
både kunder og bymiljø meget højt.
Første sal har tidligere fungeret som cafeteria, men benyttes nu til midlertidig oplag af materiel og personalelokale. I tagetagen herover er 40 kvadratmerer i dag udnyttelig og indrettet til erhverv.
Planen er, at dette areal samt yderligere del af tagetagen inddrages til boligformål. Der påbygges tre nye indgangspartier mod nord ud over taget på SuperBrugsen og fem nye frontkviste mod syd ud mod Sct. Laurentii Vej.
Projektet omfatter fem nye to-etages boliger og to boliger i én etage, som ønskes anvendt til udlejning til virksomhedens ansatte samt muligt salg til helårsbeboelse. Af sagsfremstillingen fremgår, at der udelukkende kan gives tilladelse til helårsbeboelse.
Adgangen til boligerne bliver over tag via eksisterende udvendig trappeadgang langs banelegemet mod øst. Derudover etableres tagterrasse på en stor del af tagfladen for at imødekomme kravet til opholdsarealer til boligerne.
Ved det ansøgte stiger bebyggelsesprocenten fra cirka 118 til 130. Lokalplanen tillader en bebyggelsesprocent på 150.
De fem frontkviste ud mod Sct. Laurentii Vej er trukket godt 35 centimeter frem fra facaden og gennemgående i to etager. Kvistene udføres med sadeltag, beklædt med tagpap, sorte vinduespartier samt ydervægge af sort træbeklædning. Den samlede længde af kvistene udgør cirka halvdelen af den samlede tagflade.
Med baggrund i kvistenes størrelse og omfang vurderes byggeriet dermed at komme til at fremtræde som byggeri i tre etager. Lokalplanen tillader kun 2,5 etager,
Over kvistene isættes bånd af ovenlys for at give ekstra dagslysadgang i boligernes tagetage. Vinduerne opfylder ikke lokalplanens krav om maksimum størrelse.
I forhold til de angivne afvigelser fra lokalplanens bestemmelser om bebyggelsens etageantal og ydre fremtræden vil der retligt kunne gives dispensation, hvis ikke dispensationerne vurderes at være i strid med lokalplanens formålsbestemmelser.
I sagsfremstillingen kan man læse følgende:
"Det væsentligste for sagens stillingtagen er således en principiel og indledende vurdering af, hvorvidt man ønsker at give tilladelse og dermed de nødvendige dispensationer til projektforslagets grundpræmisser holdt op mod forudsætningen i lokalplanen om at beskytte kulturmiljøet og sikre kvalitet og æstetik i bymiljøet samt sikre, at ny og eksisterende bebyggelse fremtræder i harmoni med den oprindelige byggeskik og bymæssige karakter."