18-årige Oscar Mølgaard udtaget til VM-truppen
18-årige Oscar Fisker Mølgaard fra Frederikshavn er udtaget til Danmarks endelige VM-trup. Det oplyser Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse.
Oscar Fisker Mølgaard, som spiller for HV71 i Sveriges bedste række, blev nylig kåret til bedste forward ved U18-VM, Division IA.
Der er yderligere to frederikshavnere med i VM-truppen. Det er Mikkel Aagaard og Nick Olesen. Derimod er Nicolai Meyer - nykåret østrigsk mester - sorteret fra i sidste øjeblik. Esben Nedermark fra Frederikshavn er Team Manager.
Efter otte træningskampe og dermed en solid opvarmning til VM i Finland har landstræner Heinz Ehlers nu udtaget sin endelige trup.
Den tæller sædvanen tro en rigtig god blanding af spillere fra den hjemlige Metal Liga, de store europæiske ligaer og en enkelt "nordamerikaner" i form af Winnipeg Jets-spilleren Nikolaj Ehlers.
Tre målmænd er udtaget. Den NHL-draftede Frederik Dichow fra svenske Frölunda suppleres af Mathias Seldrup og George Sørensen, henholdsvis Esbjerg og Aalborg.
Foran dem finder vi en flok rutinerede backs med kaptajn Jesper Jensen Aabo i spidsen. Han spiller sin 12. VM-turnering for Danmark, mens Oliver Lauridsen (VM nummer 10) og Markus Lauridsen (VM nummer 9) også begge står for bundsolid international erfaring.
Matias Lassen spiller sin femte VM-turnering, mens Anders Krogsgaard og Morten Jensen begge har et enkelt VM på bagen. Der er to spændende debutanter i form af teknisk stærke Anders Koch (Aalborg) og den mere fysisk agerende Jacob Gammelgaard (Rungsted).
Fremme i angrebet har en anden debutant fundet vej gennem nåleøjet, nemlig Oscar Fisker Mølgaard, som er søn af den tidligere guldvinder og topscorer i FIK, Lars Mølgaard.
I den anden ende af rutineskalaen finder vi tre NHL-meriterede spillere i form af Patrick Russell, Mikkel Bødker og Nicklas Jensen. Herning Blue Fox-angriberen Mathias Bau kommer ind med syv VM-turneringer på bagen, mens hans holdkammerat fra det midtjyske, Morten Poulsen, har hele 215 landskampe og 10 VM-turneringer på bagen.
Derudover kommer Danmark altså med en fin blanding af spillere, som er toneangivende enten i Metal Ligaen eller på deres klubhold i de bedste europæiske ligaer.
Som altid en solid dansk trup, der stiller op til åbningskampen lørdag 15:20 dansk tid mod Ungarn.
Nikolaj Ehlers er med i Finland, men hans deltagelse i åbningskampen på lørdag er stadig usikker.
- Når vi har NHL-spillere i truppen, er der altid forsikringsspørgsmål inde i billedet. Og selv om vi har arbejdet på sagen lige siden, Nikolaj meddelte os, at han var VM-klar, er der stadig teknikaliteter omkring forsikringen, der ikke er gået i orden i skrivende stund. Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at få tingene i orden inden kampen mod Ungarn, siger General Manager Kim Pedersen.